Albertslund IF forstår de vrede reaktioner oven på skiftet fra Brøndby Masterclass til FC Københavns Klubsamarbejde. Klubbens administrationschef, Lasse Crüger, mener dog ikke, at det bør handle om klubloger, men om hvilket produkt man får.
Torsdag blev det officielt, at Vestegensklubben Albertslund IF bliver en del af klubsamarbejdet i FC København og dermed forlader Brøndby Masterclass.
Albertslund IF og Brøndby Masterclass har arbejdet tæt sammen i mange år, og da man for to måneder siden forlængede aftalen, lød det på Brøndbys hjemmeside, at Albertslund er en af de helt lokale klubber.
Derfor gør det også ekstra ondt, at Albertslund IF forsøger at male en del af Vestegnen hvid og blå. Og det har skabt røre på de sociale medier og i nærmiljøet.
Albertslund IF’s administrationschef Lasse Crüger udtaler i et interview med Bold, at han har noteret sig modtagelsen af nyheden om skiftet fra gul og blå til hvid og blå.
– Der vil altid komme en reaktion. Min reaktion ville være den samme, hvis ikke jeg var med inde over disse beslutninger og vidste, hvad de handlede om. Jeg kan godt forstå, folk er frustrerede, siger han til fodboldmediet og tilføjer:
– Men vi har skulle forholde os til, hvad der er bedst for vores ungdom. Så må man fjerne klublogoer og spørge, hvad det er for et produkt, man får.
Lasse Crüger, der selv beskriver sig som Brøndby-mand helt ind i hjertet, forsøger videre i interviewet, at forklare, hvorfor man har fundet FC Københavns produkt mere interessant end Brøndbys.
– Eksempelvis skulle vi i BIF-samarbejdet sende vores talentspillere til træning dernede, og vores trænere skulle derned og have uddannelsen, hvis der var kurser eller lignende. Der tænkte jeg, at det er mere relevant at få nogen ud til vores klub og bidrage til alle. Ikke kun enkelte spillere, men også til bredden og til alle trænere. Det er noget af det, FCK gør i sine samarbejdsaftaler. De er faktisk ude og er med i klubben med en klubudvikler, forklarer han.
Om Brøndby vil kunne tilbyde noget lignende FC København, har man tilsyneladende ikke undersøgt i Albertslund IF, for ifølge breddeklubben har der ikke være nogen dialog mellem parterne.
– Dialog er nok det, der har været mindst af. Vi har ikke på den måde været i dialog om, hvorvidt det her kunne lade sig gøre, fordi jeg tænker, at hvis man har en pakke som den, vi har haft derude i så mange år, så havde man nok ændret det, hvis det ville ske.
Videre slår Lasse Crüger en tyk streg under, at man ikke gør det for pengenes skyld.
Læs hele Bolds interview her.
Læs også: I seng med fjenden: Albertslund IF trækker sig fra Brøndby-samarbejde