Martin Retov erkender, at den massive oprustning i AC Horsens gjorde det attraktivt for ham at skifte assistenttrænerjobbet i Brøndby ud med en cheftrænerpost i det østjyske.
Martin Retov takkede i foråret ja til jobbet som cheftræner for et AC Horsens-mandskab, som var i krise og efter nedrykningen fra Superligaen endte i 1. divisions nedrykningsspil.
Ude fra lignede det et svært skifte for Martin Retov, der længe havde ytret ønske om at prøve sig af som cheftræner, men som sad i et godt og trygt job på Vestegnen som Jesper Sørensens højre hånd.
Læs også: Martin Retov hiver to Brøndby-kendinge ind som assistenter i AC Horsens
Den nu forhenværende Brøndby-assistenttræner forsikrer dog, at der var en mening med galskaben, da han skiftede sit job på Vestegnen ud med en østjysk klub, der på daværende tidspunkt var tættere på nedrykning til 2. division end oprykning til Superligaen.
AC Horsens var nemlig forinden blevet overtaget af en amerikansk ejerkreds, som hurtigt forsikrede ham om, at der ville blive oprustet markant, så Martin Retov ville komme til at træne en Superliga-bejler.
– Det (den store oprustning red.) var en del af præmissen i forhold til at sige ja til jobbet, siger Martin Retov i et interview med bold.dk.
Mens Martin Retov sad i jobbet som assistenttræner for Brøndby, forhandlede han vilkårene på plads med de amerikanske ejere i AC Horsens, og det stod hurtigt klart for ham, at det var ganske attraktivt.
– Jeg vidste godt, der ville ske en masse, og på mine indledende møder med de amerikanske ejere var det selvfølgelig nogle af de ting, vi diskuterede. Der fremlagde de en plan for, hvordan de så tingene, og det var selvfølgelig attraktivt.
AC Horsens brugte ifølge bold.dk på den gode side af 25 millioner kroner på transfers i sommerens transfervindue, og dermed var det kun FC København, FC Midtjylland og AGF, der brugte mere end Martin Retov og co. i dansk regi.
Til sammenligning brugte Brøndby i omegnen af 20 millioner kroner.
Martin Retov erkender, at den massive styrkelse af truppen var en af hovedårsagerne til, at han drog til AC Horsens, men han glæder sig videre over, at amerikanerne også har investeret i både ny baner, infrastrukturen og omklædningsrum.
Læs også: Medie: Retov vil hive Mensah med til AC Horsens
Brøndby ville ikke stå i vejen
Martin Retov havde en gunstig aftale i Brøndby, så han kunne smutte med relativ kort varsel, og daværende sportschef Carsten V. Jensen ønskede heller ikke at stå i vejen for assistentens drøm om at blive herre i eget hus.
– Carsten V. Jensen sagde, at hvis det var nu, jeg skulle af sted, så ville de ikke forhindre det, fortæller Martin Retov.
Martin Retov fortæller videre i interviewet, at ambitionen er at rykke op i Superligaen i denne sæson, og hvis den mission lykkes, kommer vi til at se den tidligere Brøndby-assistent tilbage på Brøndby Stadion i næste sæson.
Læs også: Se billederne: Flot hyldest og tifo til Martin Retov