Avisen Politiken har offentliggjort en længere artikel, hvor der opsættes nogle markante anklager mod fanmiljøet i Brøndby. Klubben gør en stor indsats for at få de kriminelle væk fra tribunerne på Brøndby Stadion.
– Vi har oplevet en eskalering af voldsparatheden det sidste halvandet til to år, erkender Brøndby i en mail til Politiken.
Avisen er søndag morgen udkommet med en længere artikel, der er udgivet både digitalt og på print.
Artiklen har overskriften ”Det er simpelthen blevet for råt. Voldelige hooligans hærger i Brøndby”, og den omhandler den stigende grad af vold og ballade blandt nogle få af Brøndbys tilhængere, som – ifølge mediet – har rødder i den kriminelle underverden.
Brøndby stiller ikke op til interview i artiklen, men de erkender, at der er et problem, og de gør alt for at få de kriminelle langt væk fra Brøndby Stadion.
– De kriminelle, der kun ønsker volden, skal slet og ret ikke have adgang til stadion. Punktum, skriver de til mediet.
I Politikens artikel gør de brug af 15 kilder i og omkring Brøndbys fanmiljø, og på baggrund af disse kilder beretter avisen om lovløse tilstande å tribunerne, om narkosalg på toiletter og om risikoen for tæsk ved at kigge på de forkerte folk.
Artiklen er citeret af både TV2 Kosmopol og TV3 Sport.
Brøndby anslår, at det er omkring 100-150 personer, der udgør problemet, og klubben appellerer – som de har gjort flere gange de seneste uger – til, at man får hjælp udefra til at håndtere de hårdkogte kriminelle.
– Vi kigger alt igennem for at se, hvad vi kan gøre som klub, og hvad vi har brug for myndighedernes hjælp til. Vi kan ikke løse problemerne alene, skriver Brøndby i et skriftligt svar til Politiken.
Du kan læse hele artiklen her.
Under seneste Derby den 27. oktober udspillede der sig nogle kedelige scener på Brøndby Stadion, da en gruppe hooligans med tilknytning til hjemmeholdet stormede den ene tribune for at kaste romerlys efter udebaneafsnittet.
Der blev fra udebaneafsnittet svaret igen med romerlys tilbage mod den ene langside på Brøndby Stadion, hvilket fik politiet til at entrere banen.
Aftenen forinden havde der været et stort slagsmål mellem hooligans fra de to klubber, hvor Glostrup Bodega fik smadret samtlige ruder, og de beskrev det efterfølgende som ”krigslignende tilstande”.
Som følge af balladen ved seneste Derby har Brøndby fået et loft på 14.000 tilskuere til de tre kommende hjemmekampe. Sydsiden er derudover blevet lukket, og derfor vil der være et begrænset antal tilskuere søndag aften mod FC Nordsjælland.
Læs også: Voldsomt sammenstød på ”Brøndby-bodega”: Alle ruder er stort set smadret
Læs også: Vilde scener på Brøndby Stadion: Skyder romerlys efter hinanden