Felix Beijmo holder fast ved, at han ikke gjorde noget forkert, da Jesper Sørensen efterfølgende hev fat i kraven på ham.
Det store samtaleemne efter mandagens opgør mellem AGF og Brøndby blev ikke slutresultatet 1-0 til hjemmeholdet fra Århus.
Det blev i stedet Brøndbys normalt så kontrollerede cheftræner, der tabte hovedet og hev fat i kraven på Felix Beijmo efter slutfløjt.
Læs også: Felix Beijmo fik også rødt efter JS-konfrontation: ‘Han er totalt uforstående over for det’
Dommer Morten Krogh stangede et direkte rødt kort ud til Jesper Sørensen, mens Felix Beijmo fik sin anden advarsel – og derfor også et rødt kort.
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen fortalte efter opgøret til TV2 Sport X, at Felix Beijmo havde ”sagt nogle ting.” Ifølge AGF-svenskeren var de ord dog ganske uskyldige.
Direkte adspurgt af selvsamme TV-station om, hvad han sagde til Jesper Sørensen, svarer Felix Beijmo.
– Jeg sagde ”tak for kampen, og vi ses næste gang.”
Ifølge AGF-svenskeren var det heller ikke de ord, der gjorde Jesper Sørensen vred.
– Jeg tror ikke, han var vred over det. Der var bare mange følelser på banen, hvilket er normalt efter en kamp, så jeg tror ikke, det var noget specielt i forhold til det.
Læs også: Hev fat i trøjen på AGF’er: Direkte rødt kort til Jesper Sørensen efter slutfløjt
Jesper Sørensen var heller ikke sen til at erkende, at det var ham, der overreagerede og viste dårlig dømmekraft.
I et interview med TV2 Sport X fortalte han, at man ”selvfølgelig ikke må tage fat i en modspiller”, og at ”skylden 100 procent lå på ham.”
Det interview kan du læse her.
Felix Beijmo fortæller, at han og Jesper Sørensen også fik anledning til at mødes efter den ophedede konfrontation på Ceres Park.
– Vi har givet hinanden hånden. Jeg har meget respekt for Jesper som træner og som person.
På TV2 Sports hjemmeside er der en kort video-seance, hvor de to parter får snakket ud og givet hinanden hånden.
AGF har allerede meldt ud, at de vil appellere det andet gule kort til Felix Beijmo.
For Jesper Sørensen er der dog ingen udvej. Brøndby-cheftræneren er som minimum i karantæne mod FC København i søndagens Derby.
Læs også: Disse spillere er udtaget til braget i Aarhus