Frederik Birk fortæller, at han har udvekslet positive SMS’er med Jesper Sørensen, efter han har fået sin tidligere chefs job.
Frederik Birk er blevet udnævnt som cheftræner for Brøndby, efter klubben i december sidste år fyrede Jesper Sørensen. Assistenten fik dermed sit drømmejob på Vestegnen.
Det skabt en kende polemik fra især TV-ekspert Stig Tøfting, som kaldte Frederik Birk for assistenten med kniven, og mente, at det måtte være en mærkelig fornemmelse for Jesper Sørensen.
Jesper Sørensen har siden afvist at skulle have et problem med, at Frederik Birk har ønsket hans job, og Frederik Birk fortæller også i et interview med Viaplay, at Jesper Sørensen hele tiden har kendt til hans ønske.
– Sagen er den, at jeg ikke tror, Jesper har været overrasket over, at jeg vil være cheftræner i Brøndby. Det har han jo vidst hele tiden, siger Brøndbys nye cheftræner og indskyder:
– Jeg har ikke ville være det på bekostning af Jesper, men på et tidspunkt var han det ikke mere, og det er jo ikke en beslutning, jeg har truffet. Nu er jeg det, og det glæder jeg mig over. Det tror jeg også, Jesper gør, fortsætter Frederik Birk.
Jesper Sørensen har også givet interview til Viaplay, hvor han fortalte, at han havde sagt til både Martin Retov og Frederik Birk, at han håbede, at en af dem ville tage over, når han en dag ikke sad på trænerbænken på Vestegnen.
Det hæfter Frederik Birk sig også over, da han gengiver en SMS-korrespondance mellem de to.
– Jesper er glad på mine vegne over, at det nu er mig, der står med tøjlerne – og som han nævnte i den SMS; Så var det jo lige præcis det, der var hans ambition i hans lederskab.
– For ham handlede det ikke kun om at lave et godt resultat med spillergruppen, men også at gøre hans assistenttrænere så dygtige som muligt. Så det er jo også et cadeau til hans lederskab.
Mens Frederik Birk nu er ny mand i spidsen for Brøndby, forfølger Jesper Sørensen drømmen om en udlandskarriere, da han har skrevet kontrakt med Vancouver Whitecaps.
Læs også: Jesper Sørensen: Havde intet dårligt forhold til Wass