Brøndbys cheftræner Frederik Birk er ingenlunde tilfreds med defensiven i 2-4-nederlaget til Randers mandag aften.
Brøndby fik en kold spand vand kastet direkte i hovedet mandag aften.
På Cepheus Park i Randers tabte de blågule med 2-4, hvilket betyder, at klubben er faretruende tæt på at misse mesterskabsspillet i Superligaen.
Læs også: Frederik Birk uenig med TV2-ekspert: ”Det er slet ikke min opfattelse”
Første halvleg endte uden scoringer, men i anden halvleg stak det helt af.
Og Frederik Birk var tydeligt irriteret over, at man tillader fire Randers-scoringer på 45 minutter.
– Jeg er virkelig, virkelig ked af den anden halvleg, vi defensivt leverer. At vi lukker fire mål ind på 45 minutter på dårlig box-defending og generelt bare ukontrolleret forsvarsspil, det er selvfølgelig under al kritik, siger han til TV2 Sport.
Ikke overraskende er stemningen i omklædningsrummet på et absolut lavpunkt, men Frederik Birk retter allerede nu fokus mod søndagens finale mod Silkeborg.
– Vi er meget skuffede i omklædningsrummet, men der er ikke tid til at pege fingre. Vi har en finale nu, og vi sætter alt vores fokus der, fortsætter Brøndby-cheftræneren.
Brøndby og Silkeborg mødes søndag i en direkte duel om den sidste plads i top 6.
Frederik Birk og co. har dog den fordel, at de kan nøjes med et uafgjort, mens Silkeborg altså er tvunget til sejr.
Læs også: Tom Jacob Rasmussen: Håbede vi var bedre