Discovery+-fodboldekspert Mikkel Bischoff er fuldstændig på bølgelængde med Jesper Sørensen, der rettede en stille kritik mod Patrick Pentz efter søndagens kamp i Farum.
Jeg så Patrick (Pentz, red.) lægge sig over bolden i det 54. minut efter et indlæg, hvilket jeg slet ikke forstår noget af, fordi det var slet ikke det, vi havde talt om, at vi gerne ville.
Sådan udtalte Jesper Sørensen til blandt andre Bold efter seneste rundes kamp mod FC Nordsjælland, hvor Brøndby på ny smed en føring mod slutningen af opgøret.
Læs også: Brøndbys gulddrenge: Scorer millioner på Masterclass-knægte
Brøndby-cheftræneren var ærgerlig over, at Patrick Pentz lagde sig over bolden for at få tiden til at rinde efter et ufarligt indlæg, og hans kommentar møder nu opbakning fra Mikkel Bischoff.
Den tidligere Brøndbyspiller, der i dag arbejder som fodboldekspert på Discovery+, fortæller, at han godt forstår Brøndby-cheftrænerens kritik.
– Jeg kan godt forstå, at han snakker om det. Det signal det sender, at han lægger sig ned med bolden er, at de skal forsvare noget hjem og have tiden til at gå, fortæller han.
Læs også: Medie: Politi frygter Brøndby-sammenstød med FCK-fans
Den mangeårige fodboldspiller fortæller, at det er noget, man som medspiller bemærker.
– Signalværdien til sine medspillere er, at man skal beskytte noget i stedet for at gå efter mål nummer to. Det forplanter sig, og det skal de væk fra, fortsætter han og tilføjer:
– Det signal er ikke det rigtige, og det er noget, man virkelig har snakket med truppen om.
Jesper Sørensens kommentarer mod Patrick Pentz har dog næppe været personlige, men snarere mod Brøndby-truppen som kollektiv, for i de seneste kampe har man smidt point mod Silkeborg, AGF og FC Nordsjælland efter at have været foran.
Næste opgør for Patrick Pentz, Jesper Sørensen og co. er søndag aften mod FC Midtjylland.
Læs også: Brøndbyfans tilbageholdes i op til en time på MCH Arena