Clement Bischoff har været i Frederik Birks overvejelser til en startplads denne søndag aften i Herning, men stortalentet trækker sorteper igen.
Clement Bischoff var tilbage i startopstillingen for Brøndby i seneste kamp mod Silkeborg, hvor han spillede på venstre wingbacken i en fem-back-kæde.
Teenageren, der i landsholdsterminen spillede 86 minutter for Danmarks U/21-landshold, er dog røget ud af startopstillingen forud for søndagens brag mod FC Midtjylland.
Læs også: Bischoff: I kommer til at se den bedste version af mig
Frederik Birk har valgt at gå tilbage til en 4-3-3, hvilket betyder, at Marko Divkovic tager sig af venstrebackpositionen, mens offensiven udgøres af Yuito Suzuki, Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden.
Brøndbys cheftræner forklarer, hvorfor Clement Bischoff har trukket sorteper.
– Vi er tilbage i fire-back kæde, hvor jeg har valgt at starte med Marko. Med Vallys som dobbelt målscorer over de to seneste kampe og Kvistgaarden tilbage fra sig samt med en tro på, at Suzuki kan finde sit tårnhøje niveau, så er det de tre, jeg har valgt deroppe, siger Frederik Birk til Viaplay.
Brøndby-cheftræneren fortæller dog, at Clement Bischoff træner godt og var i spil til en startplads.
– Han har vist sig godt frem på træningsbanen, og han har været i mine overvejelser, afslutter han.
Clement Bischoff sad over i forårets to første kampe med en karantæne, mens han fik 30 minutter mod Lyngby, 64 minutter som indskifter mod Randers samt 62 minutter fra start mod Silkeborg.
Læs også: To scenarier i spil for Bischoff: Forlængelse med Brøndby eller sommerskifte til udlandet