Clement Bischoff har ikke en specifik ambition om at skifte til Brighton til sommer, men han udelukker det heller ikke. De havde lagt en god plan for ham, udtaler han.
Clement Bischoff til Brighton lignede en done deal med effekt fra sommeren 2025, men skiftet kollapsede i 11. time.
Det var i begyndelsen af februar, Clement Bischoff forlod Brøndbys træningslejr for at lukke aftalen med den engelske klub, men kom hjem uden en aftale.
Nu taler han ud om det missede skiftet – i hvert fald i det omfang han kan.
– Jeg kan ikke sige så meget, udover at når man laver et pre-agreement, så er der nogle andre ting, man skal være enige om, og nogle andre detaljer, der er vigtige, siger han til Viaplay og tilføjer:
– Dem kunne de tre parter ikke blive enige om, og derfor rejste jeg hjem.
Ifølge Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes var Brøndby enig med Brighton, og komplikationerne opstod derfor mellem Clement Bischoffs lejr og den engelske klub.
Det vil Clement Bischoff dog hverken be- eller afkræfte.
Clement Bischoff fortæller videre, at Brighton havde lagt en spændende plan for ham, og derfor er det nærliggende at spekulere i, at parterne kan nå hinanden i fremtiden.
– Det allervigtigste er projektet. Jeg kommer ikke til at skifte til en klub, hvor jeg ikke kan se mig blive en fast del og udvikle mig. Jeg synes, Brighton er rigtig gode med unge spillere, siger han og uddyber:
– De har et rigtig fedt projekt, så selvfølgelig er det en mulighed for fremtiden, men det er ikke noget, jeg håber på sker.
Når dribleren en dag flyver fra reden, er ambitionen, at Brøndby bliver kompenseret tilfredsstillende, så han kan give tilbage til en klub, der betyder meget for ham.
– Brøndby har betydet rigtig meget for mig, så det er vigtigt for mig, at hvis jeg ender med at skifte, at de også er glade og tilfredse. Jeg vil gerne give noget tilbage, fortæller han.
Brøndby havde indkasseret op mod 75 millioner kroner for ham, hvis skiftet til Brighton var gået igennem.
Læs også: Vild udvikling: Clement Bischoff-skifte kollapser pga. uenighed
Læs også: Efter Brighton-kollaps: Andre PL-klubber interesseret i Clement Bischoff