Brøndby oplyser på klubbens hjemmeside, at Daniel Wass forlænger sin aftale med klubben.
De gule bjælker kan lyse. Der er breaking news fra Vestegnen, hvor Daniel Wass netop har sat sin signatur på en ny aftale med Brøndby.
På klubbens hjemmeside oplyser de blågule nemlig, at midtbanemanden har fået en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.
Læs også: Særlig detalje i Wass-aftale: Bliver i Brøndby efter karrierestop
Den nye aftale betyder også, at Daniel Wass bliver i Brøndby på den anden side af et karrierestop, hvilket du kan læse mere om her.
Den 35-årige midtbanespiller vendte retur til Brøndby i sommeren 2022 efter mere end to håndfuld år i udlandet, og han skrev ved den lejlighed en tre-årig aftale.
Hovedpersonen lægger ikke skjul på, at det betyder meget for ham at få en ny kontrakt på Vestegnen.
– Jeg er meget glad for at forlænge min kontrakt med Brøndby IF. Klubben betyder utroligt meget for mig, og jeg nyder at møde ind hver eneste dag. Jeg føler stadig, at jeg har meget at bidrage med på og uden for banen, og jeg ser frem til at fortsætte med at trække i den gule trøje for klubben, holdet og fansene.
Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes er også henrykt over, at man er blevet enige med midtbanemanden om en forlængelse:
– Vi er stolte over at forlænge aftalen med Daniel Wass. Daniel er en spiller med en helt særlig historie i Brøndby IF – han har fået sin fodboldopvækst her, er taget ud i Europa og vendt hjem igen for at bidrage med sin enorme erfaring og kvalitet. Siden hans tilbagekomst har han været en leder både på og uden for banen, og han er en spiller, som personificerer de værdier, der kendetegner Brøndby IF.
Daniel Wass fik sin debut for Brøndby som 18-årig i oktober 2007, og han blev i 2011 solgt til SL Benfica.