Danske Spil har udnyttet en option til at trække sig fra hovedsponsoratet i Brøndby før tid. Det oplyser administrerende direktør, Ole Palmå.
Danske Spil (Oddset) blev i sommeren 2023 præsenteret som ny hovedsponsor for Brøndby på en tre-årig aftale.
Danske Spil har dog valgt at trække sig som hovedsponsor på Vestegnen ét år før tid, så hovedsponsoratet slutter allerede i sommeren 2025.
Læs også: Åbent frieri: Dansk forsvarsspiller drømmer om at komme retur til BIF
Det oplyser Brøndby på deres hjemmeside.
– Danske Spil har benyttet muligheden for at udtræde af hovedpartnerskabet efter to år grundet konkurrencesituationen i spilbranchen, og med et ønske om at fortsætte det årelange samarbejde i en anden partnerskabsmodel, skriver Brøndby.
Aftalen står helt præcist til at udløbe den 30. juni 2025.
Det betyder, at Brøndby skal på jagt efter en ny hovedsponsor, men klubbens administrerende direktør Ole Palmå er fortrøstningsfuld.
– Både vi og Danske Spil har været utrolig glade for det tætte samarbejde, vi har haft, men nu er arbejdet sat ind for at finde den rette partner, der kan bidrage til at skrive de næste kapitler i vores kommercielle udvikling, siger han og fortsætter:
– Det handler også om at gentænke vores tilgang til partnerskaber. Vi har brugt efteråret på at overveje, hvordan vi skaber endnu mere værdi og arbejder med nye, innovative modeller og strukturer. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at tiltrække betydningsfulde partnere, som deler vores ambitioner.
Danske Spil forlader dog ikke Brøndby endegyldigt.
Brøndby oplyser, at de er dialog om vejen frem, og Ole Palmå slår fast, at man fortsat vil have Danske Spil som en del af partnerkredsen.
– Dialogen med Danske Spil om vejen frem er allerede godt i gang, og vi ser frem til at se, om vi kan finde måder, hvorpå de fortsat kan spille en vigtig rolle i vores partnerkreds. Samtidig er vi fast besluttet på at tiltrække nye partnere, der bliver en aktiv del af Brøndby IF’s vision og kommercielle udvikling.
Læs også: Drama i AC Horsens: Martin Retov blev ikke informeret om fyringen af sin ”Brøndby”-assistent