Leicester er meget tæt på at hente Mads Hermansen i Brøndby for 44 millioner kroner, skriver den britiske journalist, John Percy fra Daily Telegraph.
Mads Hermansen har været i forhandlinger med Leicester om en transfer, efter Brøndby for nyligt gav ham fri fra en træningskamp mod Swansea for at afsøge mulighederne for et skifte.
Den 23-årige førstekeeper er nu meget tæt på at kunne kalde sig Leicester-spiller, for den britiske journalist fra Daily Telegraph John Percy skriver, at aftalen er så godt som på plads.
Læs også: Masterclass-talenter i høj kurs: Indbringer Brøndby rekordhøje beløb
Ifølge hans oplysninger må Leicester betale i omegnen af £5 millioner, hvilket i danske kroner og ører er tæt på 44 millioner.
Det er en kende mindre end de 52 millioner kroner, som B.T.’s transferjournalist Farzam Abolhosseini for nyligt erfarede ville blive købssummen.
John Percy skriver videre, at Mads Hermansen har bestået sit lægetjek i Leicester, og at klubben nu arbejder på at få hans arbejdstilladelse.
Det bliver dog beskrevet som en formalitet.
Læs også: Farzam Abolhosseini: Brøndby arbejder på rekordstore indkøb
Mads Hermansen har spillet hele sin professionelle karriere i Brøndby, og han havde oprindeligt kontraktudløb med klubben i sommeren 2025.
Det var en prioritet for Brøndby at forlænge hans aftale yderligere, men med keeperens ønske om et skifte til udlandet var det aldrig en reel mulighed.
Mads Hermansen bliver Brøndbys andet store salg til engelsk fodbold denne sommer, for midtbanespilleren Anis Slimane er blevet solgt til Premier League-oprykkerne fra Sheffield United.
Leicester spiller en række under, da de rykkede ud af den bedste engelske række i maj.
Læs også: Alpha genoptager stemningen forud for den kommende sæson