Clement Bischoffs skifte til Brighton er kollapset, og ifølge The Athletic skyldes det, at Brøndby og den engelske klub ikke kunne blive enige om transferen. Tipsbladet melder om uenighed mellem Bischoff-lejren og Brighton.
Clement Bischoff ser alligevel ikke ud til at lande sit store skifte til Premier League-klubben, Brighton.
Tipsbladet kunne lørdag aften afsløre, at Brøndby-spilleren og den engelske klub var gået fra at være enige til at være uenige, efter han var rejst mod det sydlige England for at lukke aftalen.
Læs også: Vild udvikling: Clement Bischoff-skifte kollapser pga. uenighed
Det velansete britiske medie The Athletic, som sammen med Tipsbladet afslørede, at Clement Bischoff havde kursen mod Brighton, beretter dog om en anden virkelighed.
De skriver i en artikel lørdag aften, at transferen er kollapset, fordi de to klubber ikke kunne blive enige om en transfer.

Det står i skærende kontrast til meldingerne for blot et par dage siden, hvor det kom frem, at Brøndby og Brighton var blevet enige om en transfersum på 60 millioner kroner plus 15 millioner kroner i bonusser.
Clement Bischoff var ifølge Tipsbladets oplysninger rejst til England torsdag, og efter et par døgn i det sydlige England måtte han rejse hjem uden en kontrakt.
Når en spiller får grønt lys til at rejse til en klub for at færdiggøre et skifte, plejer prisen som regel at være på plads. Men det mener The Athletic altså alligevel ikke var tilfældet.
Tipsbladet skrev ordret, at ”Bischoff-lejren og Brighton i allersidste øjeblik gik fra at være enige til at være uenige”, så nu er spørgsmålet, om sandheden kommer fra den danske- eller britiske presse.
Læs også: Stor videresalgsklausul og lette bonusser: Her ender prisen på Clement Bischoff