Brøndbys anfører Jacob Rasmussen virker rystet over klubbens pointdeling mod Lyngby.
Der lå et bananskræl, og Brøndby gled i det.
Det, der skulle være en sikker hjemmesejr mod en af Superligaens bundhold fra Lyngby, endte med en skuffende pointdeling.
Brøndby var i boldbesiddelse det meste af kampen, men de store chancer udeblev, og det var kun en sen udligning fra Jordi Vanlerberghe, der gjorde, at Brøndby ikke fik den ultimative mavepuster.
Klubbens anfører Jacob Rasmussen dumper derfor Brøndbys præstation.
– Vi får ét point, men det er alt for ringe, siger han i minutterne efter kampen til TV2 SPORT X.
Forsvarsprofilen mener, at spillet var elendigt – og for langsomt.
– Vi spiller mildt sagt elendigt. Det går for langsomt, og vi skaber ikke det, vi gerne vil skabe. Vi mangler fokus, og der er en del ting, vi skal hjem og kigge på.
– Med al ære og respekt for Lyngby så skal vi vinde. Det er alt for ringe.
At Brøndby fik reddet ét point til allersidst betyder, at klubben rykker fra en 7. plads til en 4. plads, men det er ikke noget, der skaber glæde hos Jacob Rasmussen.
– Nummer 4 lyder ikke særlig fedt i vores ører. Det vi præsterer er ikke godt nok. Nu skal vi ud og vinde de to sidste kampe, så vi kan komme i top 6, og så må vi tage den derfra. Det, vi har præsenteret i de seneste kampe er ikke godt nok.
Brøndby møder Randers om en uge, inden Silkeborg venter på Brøndby Stadion i den sidste kamp i Grundspillet.
Læs også: Jacob Rasmussen: Vi løb rundt og følte os lidt magtesløse