Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå fortæller, at man kommer til at anmelde den eller de fans, der kastede kanonslag ind i Silkeborgs udebaneafsnit søndag aften.
Silkeborgs fans fik pludselig en ubehagelig overraskelse i udebaneafsnittet under søndagens opgør mod Brøndby.
Tre kanonslag eksploderede blandt Silkeborgs fans, og selvom ingen kom til skade, var det tydeligt rystede og oprevet silkeborgensere i udebaneafsnittet.
Læs også: Medie: 80-100 Brøndbyfans gav peptalk på træningsbanen lørdag
Afsenderen eller afsenderne af kanonslagene har tilknytning til Brøndby, og derfor tager klubben på det kraftigste afstand fra den ærgerlige episode.
– Vi er utrolig ærgerlige over denne episode og tager på det kraftigste afstand fra det, siger Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside og tilføjer:
– Vi beklager meget overfor Silkeborgs fans, da ingen skal føle sig utrygge, når de går til fodbold.
Ole Palmå fortæller, at Brøndby tager episoden meget alvorligt, og at man har påbegyndt efterforskningen for at finde frem til de skyldige.
– Vi tager episoden meget alvorligt, og vi har påbegyndt vores efterforskning, ligesom vi kommer til at anmelde det til Københavns Vestegns Politi.
– Vi har omfattende videoovervågning i dette område af stadion og sammen med Københavns Vestegns Politi vil vi arbejde på at få identificeret den eller de personer, der har kastet kanonslagene, med henblik på at vi kan få givet de strengest mulige straffe.
Læs også: Medie: Silkeborgs udebaneafsnit angrebet med kanonslag