Brøndby slipper uden at betale en transfersum til Lens for Stijn Spierings. Det oplyser den franske klub på deres sociale medier.
Brøndby har onsdag aften offentliggjort, at de har hentet den hollandske midtbanespiller Stijn Spierings i den franske klub, Lens.
Den rutinerede midtbanemand er en etableret herre i europæisk fodbold, hvor han har haft succes i både Æresdivisionen og Frankrig.
Læs også: Officielt: Brøndby henter Spierings
Og med sine 28 år er han på mange måder i sin bedste fodboldalder.
Brøndby har dog ikke måtte grave dybt for at lande Stijn Spierings, som er blevet løsrevet fra sin kontrakt i Lens, og derfor betaler de blågule ikke nogen transfersum til den franske klub.
Det oplyser franskmændene på X.
– Lens har fritstillet den hollandske midtbanespiller fra sine kontraktlige forpligtelser, så spilleren kan skifte til en anden klub, skriver klubben og slår dermed fast, at der ikke er nogen transfersum involveret i Spierings’ skifte til Brøndby.
Læs også: Ny mand på Vestegnen: Brøndby og Spierings er enige
Selvom der ikke er nogen transfersum involveret, kommer Stijn Spierings ikke til Brøndby helt gratis, for der vil typisk være en betragtelig sign-on-fee involveret, når en spiller går på en fri transfer – foruden en også forventelig stor løn.
Den videre økonomi i transferen er dog ikke offentligt kendt, men Brøndby er sluppet for at betale en større sum penge til den franske klub, der i de seneste par uger har arbejdet hårdt på at sende hollænderen videre i karrieren.
Stijn Spierings stod ikke til at få en rolle i Lens i denne sæson, og da man også selv fik ham på en fri transfer sidste sommer fra Toulouse, har man indvilliget i at slippe ham gratis for at spare lønkroner for en spiller, man alligevel ikke bruger.
I Brøndby får han trøjenummer 6, og hans kontrakt løber tre år ud i fremtiden.
Læs også: Brøndby-emne helt ude i kulden: Træner med reserverne og bedt om at skifte klub