Brøndbys fodbolddirektør Benjamin Schmedes forventer, at der kommer udskiftninger i Brøndby-truppen til sommer.
Brøndby formåede før indeværende sæson at holde på flere profilerede navne som Mathias Kvistgaarden, Nicolai Vallys og Yuito Suzuki, der ellers alle havde bud fra udenlandske klubber.
Det var dog en stor prioritet for de blågule at holde sammen på den trup, der i sidste sæson var så tæt på at snuppe det danske mesterskab.
Læs også: Bud efter Suzuki, Kvistgaarden og Vallys: Derfor solgte Brøndby dem ikke
Til sommer er der dog lagt op til en større udskiftning, indikerer Benjamin Schmedes i et interview med BrøndbyLyd.
– Jeg forventer, at der vil være ændringer i truppen til sommer. Jeg tror også, det er sundt, at der kommer ændringer, siger han og uddyber:
– Du ønsker at bringe spillere sammen på et bestemt tidspunkt, se dem spille sammen, være succesfulde sammen og kæmpe med om titler. Det er en ting, der aldrig ændrer sig. Men på samme tid har du også brug for at tilføre frisk blod til systemet for at udvikle det på den rigtige måde, siger han i podcasten.
Brøndby har flere oplagte salgsobjekter i den nuværende trup.
Det hotteste navn er Mathias Kvistgaarden, som igen i januar havde bejlere i udlandet, men det lykkedes for Benjamin Schmedes at holde på angrebsprofilen.
Yuito Suzuki kunne også være på affyringsrampen, mens Bologna i januar angiveligt havde følerne ude efter Sebastian Sebulonsen. Clement Bischoffs fremtid er også kastet op i det uvisse, efter han i sidste måned missede et skifte til Brighton.
Læs også: Mulig sommerrabat: Celtic vil købe Mathias Kvistgaarden efter sæsonen