Brøndby er også en stor klub med store ambitioner, siger Carsten V. Jensen, der mener, at Gustavo Puerta bare bør sige ja til et skifte til Vestegnen.
Brøndby har været kædet tæt sammen med midtbanespilleren Gustavo Puerta, og ifølge flere medier har de blågule fået accepteret et bud på i omegnen af 30 millioner kroner.
Colombianeren tøver dog angiveligt med at skifte til Vestegnen, da han har flere andre muligheder, som han i disse dage overvejer.
Læs også: Transferrekorden står for fald: Brøndbys bud er accepteret
Senest skrev Football Insider, at Hull City havde overhalet Brøndby i kampens om hans underskrift, og Carsten V. Jensen bekræfter, at der er flere klubber, der har snøren ude efter den 21-årige midtbanemand.
– Det er en spiller, vi kender. Det er en rigtig fin fodboldspiller, siger Brøndby-bossen til Viaplay og tilføjer:
– Det er den kategori af spillere, der er på et niveau, hvor han er en forstærkning, som også er interessant for andre klubber i andre ligaer, så der er stor konkurrence.
Læs også: Andre tilbud på hånden: Puerta tøver – I tvivl om BIF-skifte
Brøndby røg torsdag aften ud af europæisk fodbold, hvilket gør, at Brøndby har et kort mindre på hånden i forhold til nogle af de andre interesserede klubber.
– Brøndby er også en stor klub med store ambitioner, så tiden må vise. Hvis det var mig, ville jeg bare sige ja, siger fodbolddirektøren med et smil.
Gustavo Puerta skiftede fra FC Bogota til Bayer Leverkusen i begyndelsen af 2023, men han er så langt fra startopstillingen, at han og den tyske klub er blevet enige om en skilsmisse denne sommer.
Læs også: Travle uger: Disse spillere kan alle forlade Brøndby inden 2. september