Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen påtager sig en del af skylden for det klare nederlag til Dynamo Kyiv i søndagens træningskamp i Østrig.
Et reservespækket Brøndby-mandskab fik søndag eftermiddag ørerne i maskinen, da den ukrainske storklub Dynamo Kyiv sejrede med 4-0 på træningslejren i Østrig.
Jesper Sørensen havde til opgøret valgt at spille med mange unge spillere, og langt de fleste faste førsteholdsspillere fik sig et hvil oven på lørdagens remis mod Royal Antwerp.
Læs også: Jesper Sørensen om hård skæbne: Langt bedre at blive såret til sidst, end slet ikke at være der
Brøndby havde desuden en stærkt decimeret bænk til opgøret, og Jesper Sørensen erkender, at nederlagets størrelse blandt andet skyldes manglende udskiftninger.
– Det blev lidt for stort til sidst (nederlaget, red.), hvor vi havde mange trætte spillere på banen. Det var mit valg, at vi skulle spille 90 minutter, siger han til Brøndby TV og tilføjer:
– Det er klart, at det var hårdt i den her varme, hvor Dynamo Kyiv skiftede et helt hold, fortsætter han om den ukrainske modstand, der halvvejs i anden halvleg foretog ni indskiftninger.
Læs også: Jesper Sørensen langt fra enig i KEP’s kritik: Hver vores opfattelse
Jesper Sørensen giver i interviewet udtryk for, at der var fine individuelle præstationer, men helt stolt af sin egen præstation, er han ikke.
– Jeg kigger lige lidt på mig selv og tænker, at der bliver lavet en strukturændring ved 0-1, hvor vi egentlig havde et godt flow, og det hjalp os bestemt ikke, som han udtrykker det.
Brøndby har nu sat kursen mod Danmark, hvor de søndag skal op mod Viborg i den nye Superliga-sæsons første runde.
Læs også: Bischoff forstår Jesper Sørensen efter Pentz-kommentar: Det sender ikke det rigtige signal