Superligaen er tilbage, og Brøndby får den tvivlsomme fornøjelse af at have cypriotiske dommere i søndagens opgør mod Lyngby BK. Samtidig må Jesper Sørensen se bort fra Jacob Rasmussen, der er ude med karantæne til opgøret.
Landsholdsterminen er ovre, og klubfolden vender dermed tilbage i den kommende weekend, hvor Brøndby skal i kamp søndag aften mod Lyngby BK.
Superligaen har offentliggjort, at Brøndby til den kamp skal have cypriotiske dommere, for det er Kyriakos Athanasiou, der passer fløjten på grønsværen.
Læs også: Rygtebørsen: Chukwuani kan have mundtlig aftale med Brøndby
På linjerne har han Pavlos Georgiou og Giorgos Charalampous, mens der er dansk islæt i VAR-vognen, hvor Sandi Putros er VAR-dommer, mens Jesper Dahl assisterer ham bag skærmen.
At der er cypriotiske dommere på Lyngby Stadion, sker som et led i det samarbejde, DBU har med det cypriotiske fodboldforbund om at udveksle dommere.
Aftalen gælder resten af året, og det er første gang, Brøndby dømmes af cypriotere i Superligaen.
Læs også: Kvistgaarden afslører: Celtic var på banen – Det er en interessant klub
Brøndby er placeret i toppen af Superligaen med kun tre point op til FC København på førstepladsen, og derfor har man hårdt brug for at nappe tre point mod de Kongeblå, der generelt er svære at slå på hjemmebane.
Til opgøret har Jesper Sørensen en mere eller mindre fit trup at gøre godt med, men han må undvære forsvarsspilleren, Jacob Rasmussen, der afsoner karantæne.
Den 26-årige forsvarsspiller har været stærkt spillende for Brøndby, siden han i sommer skiftede til Vestegnen efter flere år i udlandet. Men nu snupper han en dag i skammekrogen efter for mange gule kort.
Læs også: Et år siden exit: Her er Niels Frederiksens sidste Brøndby-startopstilling i dag