En gruppe Brøndby-fans har på Instagram delt en video, hvor de udøver hærværk i Parken, mens de afleverer et smadret FCK-capotårn tilbage.
Hadet og rivaliseringen mellem fans fra Brøndby og FC København synes ude af proportioner.
For nyligt kom det frem, at Alphas klubhus var blevet smadret af FC København-fans, mens disse også skulle have forsøgt at angribe Brøndbys græstæppe med ukrudtsmidlet Roundup.
Læs også: Medie: Alphas klubhus angrebet af FCK-fans efter tyveri i Parken
Nu kan der skrives et nyt kapitel i de ekstreme fans’ ageren.
Instagram-profilen ‘mentalitetvestegnen’ har søndag morgen uploadet en video, der viser flere Brøndby-fans udøve hærværk mod Parken.
Videoen viser en række Brøndby-fans smadre en metalindgang til Parken, hvorefter de udøver hærværk i form af graffiti flere steder.
Bold beretter, at det fandt sted natten til tirsdag.
Stjålet capotårn
I landsholdspausen fik FC København stjålet deres capotårn, da tre biler ifølge Tipsbladets oplysninger skulle være kommet rullende ude foran Parken.
Maskerede mænd skulle efterfølgende være hoppet ud og stjålet capotårnet, der stod foran A-tribunen.
Gruppen af Brøndby-fans bekræfter nu, at det var dem, der stjal capotårnet.
I videoen kan man nemlig se det omtalte capotårn blive skåret op, inden det bliver afleveret i flere stykker foran Parken.
Bold har tidligere også afsløret, at FC Københavns fans tvang sig adgang til Brøndby Stadion i januar og udøvede hærkværk under Sydsiden.
Læs også: Politiet forventer Brøndby-provokation på københavnske værtshuse