Der er blevet sendt en stor mængde Brøndby-kærlighed efter Kristoffer Olsson fra FC Midtjylland. Det enorme pengebeløb, man har samlet ind i de seneste døgn, kommer dog ikke til at gå til svenskeren, for hans familie har ønsket at donere beløbet til Børnecancerfonden i forbindelse med Fodboldtrøje Fredag.
Et stort chok ramte fodboldverden, da FC Midtjylland i en pressemeddelelse tirsdag oplyste, at deres midtbanespiller Kristoffer Olsson var faldet om i sit hjem og bragt til Aarhus Universitetshospital, hvor han er i respirator.
Når en sådan alvorlig hændelse finder sted, træder klubfarverne fuldkommen i baggrunden, som Brøndby-supporter Elisabeth Bondesen udtrykte det, og derfor valgte hun at starte en lille indsamling, så man kunne sende en lille gave i retning af den svenske midtbanespiller og hans familie.
Det, der startede med at skulle være en beskeden indsamling til en lille gavekurv og en buket blomster, er siden eksploderet. Eksploderet så meget, at kvinden bag indsamlingen kaldte det fuldstændig mindblowing, da broendbyforfan.dk snakkede med hende onsdag eftermiddag.
På daværende tidspunkt var der indsamlet lige over 9000 kroner, men på det seneste døgns tid er der kommet endnu flere donationer til den alvorligt syge FC Midtjylland-spiller. To døgn efter fodboldverden fik overbragt den frygtelige nyhed, er der nemlig lukket for donationer, og intet mindre end 431 fodboldfans har i alt doneret 18.046 kroner, oplyser Elisabeth Bondesen til broendbyforfan.dk.
Et højt beløb, som Brøndby-supporteren heller ikke i sine vildeste fantasi havde forestillet sig.
Undervejs har Elisabeth Bondesen været i dialog med FC Midtjylland om, hvordan hun på vegne af de mange Brøndbyfans bedst muligt kunne vise sin støtte – og efter aftale med Kristoffer Olssons familie bliver det i første omgang ikke til en gavekurv og blomster.
Familien har nemlig ønsket at donere pengene til Børnecancerfonden i forbindelse med Fodboldtrøje fredag. Et ønske, som Elisabeth Bondesen naturligvis har bakket op om.
– Vi har aftalt at donere pengene til Børnecancerfonden i forbindelse med Fodboldtrøje fredag i Kristoffer Olssons navn, siger Elisabeth, som beskriver det som fuldstændig sindssygt, at så mange fans har bidraget til indsamlingen.
Men selvom familien Olsson har ønsket at donere det store beløb til Børnecancerfonden, er der blevet tilbageholdt en sum penge. Og de skal i Kristoffer Olssons retning, når tiden er til det.
– Vi har reserveret et beløb til blomster, en kurv og en bamse til Kristoffer Olsson, når dette bliver muligt, siger Elisabeth Bondesen, der fortæller, at man efter gebyret til indsamlingsnævnet samt gaverne til FC Midtjylland-spilleren, kommer til at sende hele 15.674 kroner til Børnecancerfonden fredag den 1. marts.
Tak fra FC Midtjylland
broendbyforfan.dk har været i kontakt med FC Midtjyllands kommunikationschef Mads Hviid Jakobsen, der i et skriftligt svar takker for den flotte gestus og indsamling til Kristoffer Olsson.
– Det har været en meget speciel tid, hvor fodbold ikke har været det vigtigste. Det har været nogle meget barske og følelsesladede dage for spillere, trænere og ansatte i klubben, men samtidig rørende at opleve den overvældende støtte fra fans, spillere, klubber og organisationer. Vi takker ydmygt for den hjertevarme opbakning.
FC Midtjylland skrev i tirsdagens pressemeddelelse, at de vil orientere offentligheden, når der opstår væsentligt nyt vedrørende Kristoffer Olssons situation.
Alle varme tanker til Kristoffer Olsson, familien og FC Midtjylland.
Læs også: Brøndby-kærlighed til Kristoffer Olsson: Fans indsamler over 9000 kroner til FCM-profilen