Brøndby er efter alt at dømme uden både Mathias Kvistgaarden og Marko Divkovic mod AGF, men til gengæld forventer cheftræner Jesper Sørensen, at Daniel Wass er tilbage i fuld vigør til opgøret på Ceres Park.
Mesterskabsspillet går ind i sin tredje runde, når Brøndby søndag eftermiddag kl. 16.00 lægger vejen forbi AGF på Ceres Park.
Der har været et stort spørgsmålstegn ud for Daniel Wass’ navn i ugen op til kampen, efter den 34-årige midtbanespiller måtte udgå af sidste rundes kamp mod Silkeborg IF.
Læs også: Klaiber: For mig er der ingen diskussion – Det er op til klubben
Men der er vældig godt nyt fra Brøndby-lejren med et par døgn til kickoff, for midtbanespilleren var med på træningsbanen fredag, og derfor er han klar til søndagens brag i Århus.
– Da han gik ud forleden dag, så det ud som om, at han selv mente, at det så alvorligt ud. Men Daniel er klar, siger Jesper Sørensen ifølge Tipsbladet og tilføjer:
– Han blev trådt ned over sin ankel. Det ved man jo aldrig, hvor slemt er, og hvor lang tid det tager, men det ser ud til, at han er frisk og klar igen og har trænet fuldt med.
Læs også: Wass vred sig i smerte: ‘Tror ikke, det er så slemt’
At den tidligere danske landsholdsspiller er med igen, er en stor gevinst for Brøndby, men der er andre mærkbare fravær at forholde sig til for cheftræneren.
Jesper Sørensen bekræfter nemlig, at Mathias Kvistgaarden misser søndagens kamp mod AGF – ligesom han også gjorde det mod Silkeborg IF
Den hurtige og målfarlige angriber er blevet ramt af et vrid i knæet, og han var derfor ikke på træningsbanen fredag.
Til Tipsbladet afslører Jesper Sørensen også, at det er yderst tvivlsomt, om venstreback Marko Divkovic kommer i kamp.
Den kroatiske venstreback, der har været ramt af et formdyk de seneste kampe, har fået en mindre skade i hoften. Noget kan angiveligt har døjet med i en længere periode.
Opgøret mellem AGF og Brøndby har kampstart kl. 16.00 søndag eftermiddag.
Læs også: Pentz har ondt af fansene: Spiller vi sådan her, ender vi ikke på førstepladsen