Brøndby har budt på Randers-profilen, Filip Bundgaard, melder bold.dk. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem klubberne. Randers-direktøren Søren Pedersen har efterfølgende afvist, at der skulle være bud fra Brøndby på Filip Bundgaard.
Så rører Brøndby på sig.
Mod transfervinduets afslutning har Carsten V. Jensen afsendt et bud på Randers’ 19-årige dansker, Filip Bundgaard.
Læs også: Deadline Day: Meget kan ske på transfervinduets sidste dag
Det skriver bold.dk.
Ifølge mediets oplysninger har Randers dog ikke den store interesse i at lade ham gå så sent i transfervinduet, og bold.dk skriver, at der skal et ekstraordinært bud til at gennemføre transferen.
Brøndby har før været meldt kraftigt interesseret i Filip Bundgaard, for tilbage i sommeren 2022 bød Vestegnsklubben også på Randers-teenageren, men dengang afviste kronjyderne og forlængede i stedet midtbanemandens aftale.
Læs også: Brøndby skræmt af voldsomt Alexander Lind-prisskilt
Filip Bundgaard havde også i sommer en bejler i Superligaen, da AGF bød i niveauet 15 millioner kroner for hans underskrift, men Randers ønskede ikke at sælge til ærkerivalerne.
Offensivspilleren, der står noteret for 87 førsteholdskampe for Randers, har kontrakt med kronjyderne frem til sommeren 2026.
Brøndby har denne vinter hentet en forstærkning i form af belgieren Jordi Vanlerberghe, men meget tyder på, at Brøndby har i sinde at realisere en eller flere transfers inden lukketid ved midnat.
Opdateret kl. 12.27: Randers-direktør Søren Pedersen afviser, at Brøndby har budt på Filip Bundgaard, hvilket du kan læse mere om her.
Læs også: Vanlerberghe: Mine og Brøndbys ambitioner matcher perfekt