Brøndby har på klubbens hjemmeside offentliggjort et tætpakket og festligt program til sæsonens sidste hjemmekamp mod AGF.
Om få døgn rammer det. Dagen, hvor Brøndby kan spille mesterskabet til Vestegnen. Det kræver tre point mod AGF.
Mere end 20.000 personer har været i kø for at få billetter til det udsolgte opgør på Brøndby Stadion, men langt de fleste har måtte se drømmen om at se opgøret live briste.
Læs også: AGF frigiver dele af udebaneafsnittet: Brøndby får 1000 ekstra pladser til guldbrag
Der er dog stadig muligheder for at tage del i den blågule fest, for Brøndby inviterer nu til et kæmpe arrangement søndag eftermiddag – blandt andet med storskærm, så man kan overvære opgøret med flere tusind medfans, der heller ikke har fået billet til kampen.
Brøndby oplyser, at festlighederne starter søndag klokken 12.00, hvor Store Fanzone, Fanzonen, Ebbe Skovdahl Fan Lounge og Familie Lounge åbner.
Den store optakt til det potentielle guldbrag starter med musik fra Rainey & the Gravy Train, inden Arbejdernes Landsbank har sørget for gratis adgang til Brøndby Womens opgør mod AGF. En kamp, der afvikles på bane 2.
Læs også: Brøndby bekræfter: Kæmpe storskærmsfest til guldkamp
Sideløbende synger Benny Jamz ved den Store Fanzone, mens rock-trioen Tue West og duoen Hoffe Jacobsen spiller i henholdsvis Fanzonen og Ebbe Skovdahl Fan Lounge.
Kl. 14.30 går rapperen SIVAS på scenen ved den Store Fanzone, inden der umiddelbart efter bliver tændt for storskærmen til det, det hele handler om. Nemlig Brøndbys jagt på guldet.
Se hele programmet på Brøndbys hjemmeside her.
Der vil være rigeligt med mad- og drikkeboder, så Brøndbyfansene hverken kommer til at sulte eller tørste på denne formentlig varme forårsdag på Vestegnen.
Brøndby fører Superligaen på en bedre målscorer end FC Midtjylland, og derfor skal de ‘blot’ matche ulvenes resultat mod Silkeborg IF for at sikre sig mesterskabet.
Læs også: Vanvittig kø til Brøndby-billetter: Alt revet væk til guldkamp