Brøndby vil i dialog med Clement Bischoff om en forlængelse af den nuværende aftale, mens Carsten V. Jensen også kigger på andre spilleres kontrakter.
Clement Bischoff fik chancen fra start i denne sæson på venstre wingbacken, og på trods af sine kun 18 år er stortalentet gået ubekymret til værks.
Masterclass-spilleren, der på ungdomsniveau har gjort sig på de mere offensive positioner, har været fast mand og leveret flotte præstationer både offensivt og defensivt.
Læs også: Intet BIF-retur i sigte: Klausul forlænger Uhres kontrakt i USA
Derfor er Brøndby meget interesseret i at forlænge hans kontrakt, selvom det er under et år siden, man sidst forlængede hans aftale frem til sommeren 2026.
Det fortæller Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, i podcasten BrøndbyLyd.
– Der vil jeg bare sige ja med det samme. Han har klart overbevist om, at han er en stærk spiller i truppen, der kan bidrage med en masse. Det er helt klart en spiller, vi skal have en dialog med, siger Carsten V. Jensen om sin 18-årige guldfugl.
Læs også: CV drømmer om at forlænge Nicolai Vallys’ kontrakt
Nicolai Vallys har kontraktudløb på samme tidspunkt som Clement Bischoff, og Brøndby-bossen har ved flere lejligheder udtrykt interesse i at sætte mange flere år på hans aftale.
Den plan er stadig intakt, men også flere andre spillere ønsker man i Brøndby-lejren at forlænge med.
– Forlængelser har været et vigtigt tema for os henover sommeren, og nu hvor transfervinduet er lukket, er det et endnu vigtigere tema for os, fordi der er det at have fokus på. Nu nævner du Vallys, og der er svaret ja, men helt generelt vil der være nogle spillere, hvor det giver mening.
Sean Klaiber og Daniel Wass’ kontrakter udløber efter sæsonen, men Carsten V. Jensen vil ikke gå yderligere ind i konkrete navne, men han lægger ikke skjul på, at flere spillere kan se frem til at få et kontraktudløb ind ad brevsprækken.
– Der er en gruppe spillere, hvor vi mener, der skal kigges på den del. Om der så er fælles interesse og fælles fodslag – det er noget andet.
Spillere som Thomas Mikkelsen, Kevin Tshiembe, Josip Radosevic, Bertram Kvist og Ohi Omoijuanfo har også alle udløb i sommeren 2025, mens Kevin Mensahs aftale udløber om lidt over tre måneder.
Læs også: Medie: Brøndby vil trække Wass-forlængelse til foråret