TV2 SPORT afslører, at Brøndby er blevet kontaktet af virksomheden bag European Super League, men Vestegnsklubben er næppe på vej ind i det projekt – blandt andet fordi værdiaftalen strider stærkt imod den potentielle udbryderliga.
European Super League har fået nyt liv, efter man torsdag formiddag vandt en retssag ved EU-domstolen, hvor der blandt andet blev taget stilling til, om UEFA og FIFA har krav på at skulle godkende private ligaer.
Det betyder, at fodboldforbundene ikke skal give accept til eventuelle nye turneringsformater, hvilket baner vejen for European Super League – hvis da andre klubber end Real Madrid og FC Barcelona støtter op om det.
Læs også: Klaiber: Kunne ikke være havnet et bedre sted end Brøndby IF
Nu erfarer TV2 SPORT, at to danske klubber i form af FC København og Brøndby IF har fået henvendelser fra bureauet, der arbejder for udbryderligaen.
Hvad forespørgslerne helt præcist har lydt på, er ubeskrevet, men det er ikke utænkeligt, at de har hørt om mulighederne for at få de to danske topklubber med i en ny europæisk liga, som skal rumme i alt 64 hold fordelt på tre divisioner.
Ifølge TV2 SPORT’s oplysninger stiller både FC København og Brøndby sig mest af alt undrende over dét, de er blevet præsenteret for, fordi det ikke har været mere konkret.
Læs også: Schalke 04 har kontaktet Mathias Kvistgaardens bagland
I Brøndby-lejren har man endnu ikke fra officielt hold kommenteret rygterne om, at de har modtaget en henvendelse om at blive en del af European Super League, men bold.dk har været i kontakt med klubben fra Vestegnen, der henviser til værdiaftalen.
I den værdiaftale, som blev stemt igennem i sommer, står der ordret:
– Brøndby IF vil ikke bruge klubben til at arbejde for eller støtte forslag, der kompromitterer sportens ånd, herunder tilmelding til ‘private’ ligaer, der går uden om DBU’s/UEFA’s officielle turneringer, eller indførelse af et lukket ligasystem, hvor muligheden for oprykning og nedrykning fjernes, eller andre ændringer i UEFA-systemet, der favoriserer de største klubber/ligaer.
Derfor ligger det næppe i kortene, at Brøndby er på vej til at afsøge mulighederne for at blive en del af en ny udbryderliga.
Familien Brøndby – Bevar Brøndby IF, som var særdeles aktive med orange protest efter det nye ejerskab, har også kommenteret på dagens overraskende udvikling:
Se deres statement her, hvor de kraftigt tager afstand fra, hvad de kalder en piratliga.