Brøndby har vist klassen mod FC Midtjylland i de seneste mange kampe, men det må ikke være en falsk tryghed, forsikrer Jesper Sørensen.
Seks sejre i de seneste syv indbyrdes opgør mod FC Midtjylland.
Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at Brøndby har et overordentligt godt tag på midtjyderne, som man så sent som i torsdags besejrede med 1-0 på trods af, at man spillede næsten hele anden halvleg i undertal.
Jesper Sørensen er opmærksom på det positive overtag, men han slår fast, at det ikke må fungere som en sovepude for Brøndby.
– Vi har klaret os godt nogle gange mod dem, men det skal ikke være nogen falsk tryghed for os, siger han til klubbens hjemmeside og slår så fast:
– Vi ved godt, at vi skal levere en rigtig god præstation.
Det er søndag kl. 14.00, Brøndby gæster FC Midtjylland i Superligaen, og der er pres på Jesper Sørensens tropper, som kun er i top 6 på en bedre målscorer end FC Nordsjælland.
Derfor skal der som minimum point på kontoen, når man møder Superligaens førerhold, som Brøndby inden søndagens brag har otte point op til.
Jesper Sørensen er dog fortrøstningsfuld:
– Vi skal angribe kampe med det mod og den kraft, der skal til, når man møder et godt hold på udebane. Vi skal turde at tage teten og dominere på bolden, og så skal vi spille med de rigtige intentioner. Det synes jeg vi har gjort, selv om vi ikke har fået de resultater, vi havde håbet på at få. Det skal vi blive ved med – for det er det, vi bedst til, afslutter Jesper Sørensen.
Jesper Sørensen har afsonet karantæne i de to seneste kampe, men han er søndag tilbage på sidelinjen.
Læs også: DBU’s karantæne-koks: Jesper Sørensen fik fejlmelding
Læs også: Clement Bischoff nærmer sig ny kontrakt fra Brøndby – og gave fra Mileta Rajovic