Rasmus Wikström blev aldrig en succes i Brøndby, men den svenske stopper sikrer nu de blågule et beløb i millionklassen.
Rasmus Wikström skiftede for halvandet år siden fra Brøndby til Mjällby AIF efter et undervældende ophold på Vestegnen.
Den svenske stopper nåede blot én kamp for Brøndby, og derfor valgte daværende fodbolddirektør Carsten V. Jensen at sende ham til svensk fodbold.
Læs også: Fik kun én SL-kamp i Brøndby: Nu stråler Wikström og sikrer sig flot skifte
Det har vist sig at være en bragende succes.
Så stor en succes at Elfsborg har betalt i omegnen af 6,5 millioner danske kroner for at bringe den tidligere Brøndby-spiller til klubben.
Tipsbladet skriver, at den store transfer sikrer Brøndby en pæn pose penge.
Læs også: Spillede mere end 100 kampe for BIF: Tibbling på fri transfer efter ”karrierens hårdeste år”
Brøndby fik forhandlet en videresalgsklausul ind i aftalen på omkring 20 procent, og derfor spår Tipsbladet, at omkring en million danske kroner ryger Brøndbys vej.
Grunden til tvivlen om det endelige beløb skyldes, at der var tvetydige meldinger om, hvor meget Brøndby egentlig fik for Rasmus Wikström i sommeren 2023.
B.T. berettede om en pris på hele 3,7 millioner kroner, men det afviste Mjällbys sportschef på det kraftigste.
– Vi er ikke i nærheden af de summer. Det føles latterligt, fordi det ville vi aldrig betale for en spiller.
Rasmus Wikström var i sin Brøndby-tid udlejet til Sønderjyske.
Læs også: Medie: Brøndby jagter ny midtstopper