Den italienske storklub Atalanta har budt i omegnen af 135 millioner kroner på den tidligere Brøndby-spiller Morten Frendrup.
Morten Frendrup er blevet en stor profil i Serie A-klubben, Genoa.
Den danske midtbanespiller er blevet en nøglespiller for den italienske klub, som han skiftede til i begyndelsen af 2022.
Læs også: Frendrup: Ikke sjovt at komme til træning – Havde bare lyst til at tage hjem til Brøndby
Snart skal den tidligere Brøndby-spillere til en større adresse.
Det ligner en offentlig hemmelighed, at han i et af de kommende transfervinduer skal sælges, fordi han er ved at vokse sig for stor til Serie A’s øjeblikkelige nummer 13.
Flere store klubber er angiveligt interesseret i ham, og nu skriver Nicoló Schira, at Atalanta er i dialog med Genoa om en transfer af Morten Frendrup.
Transferjournalisten beretter, at Serie A’s førerhold har budt i omegnen af 135 millioner kroner for midtbaneslideren.
Et bud, der dog ikke er blevet accepteret.
Genoa forventer flere mønter for den tidligere Brøndby-spiller, der er på kontrakt frem til sommeren 2028.
Ifølge Nicoló Schira vil Atalanta tilbyde ham en kontrakt frem til 2029.
I Brøndby følger man formentlig nøje med i udviklingen omkring Morten Frendrup, for da man solgte ham for under 30 millioner kroner for tre år siden, fik man forhandlet en videresalgsklausul på 15 procent.
Det betyder, at Brøndby får 15 procent af det overskud, Genoa ender med at lave på ham.
Det overskud bliver i hvert fald 100 millioner kroner, og derfor er der som minimum 15 millioner kroner på vej til den slunkne kasse på Vestegnen – og formentlig meget mere.
Læs også: Medie: Brøndby får 15 procent af eventuelt Frendrup-salg
Læs også: Frendrup med kurs mod stjernerne: Kan drysse penge over Vestegnen