Brøndby er tæt på at købe belgieren Jordi Vanlerberghe, som er en alsidig herre. broendbyforfan.dk har snakket med den belgiske freelancejournalist, Jordi De Koninck, der som den første skrev om skiftet fredag eftermiddag.
Der har været stille i Brøndby i januars transfervindue, og der har været meget få rygter om nye spillere på vej til Vestegnen, men fredag kom der en interessant nyhed fra belgisk presse.
Freelancejournalisten Jordi De Koninck, der dækker KV Mechelen for Het Laatste Nieuws, kunne fredag eftermiddag afsløre, at Brøndby var på vej til at købe Jordi Vanlerberghe.
Læs også: Journalist: Brøndby køber ny midtstopper til spotpris
broendbyforfan.dk har været i kontakt med journalisten, som beretter, at Brøndbys formentlig kommende defensivspiller begår sig både i forsvaret og på midtbanen.
– Han kan spille centralt både i forsvaret og på midtbanen, så det er en kvalitet, at han kan bruges forskellige steder. Han har selv indikeret, at han foretrækker at spille i det centrale forsvar, fordi han føler sig mere komfortabel der, siger Jordi De Koninck og tilføjer:
– Han føler også, at hans kvaliteter kommer bedre til syne på den position. I de seneste kampe har han spillet i forsvaret i et 3-4-3-system, men han har friheden til at trække med op, lyder det videre fra journalisten, der kan berette, at Vanlerberghe både kan spille central- og højre stopper.
Læs også: Evjen detaljer fra exit: Udeladt af Brøndbys kamptrup
Jordi Vanlerberghe har kontraktudløb i KV Mechelen til sommer, og derfor er det lykkes Brøndby at forhandle en pris hjem på i omegnen af 600.000 euro, hvilket svarer til 4,5 millioner danske kroner.
Jordi De Koninck fortæller, at den belgiske klub har været nødsaget til at trykke på sælg-knappen, da buddet fra Brøndby indløb.
– Under normale omstændigheder er 600.000 euro (4,5m DKK) en lille pris for en spiller af Vanlerberghes kaliber, men de var nødt til at sælge ham nu, hvis de ønskede at tjene nogle penge på ham. Derudover er Mechelen ikke i den bedste finansielle situation, så for mig ser det også ud til at være en fin aftale for dem.
Den belgiske journalist mener også, at skiftet er interessant for Jordi Vanlerberghe, der sammen med sin familie og deres kun syv måneder gamle baby skal leve i en stor by som København, mens det også sportsligt er en spændende udfordring for belgieren.
Jordi Vanlerberghe går nemlig fra en potentiel nedrykningskamp i Belgien til at skulle spille med om det danske mesterskab, for Brøndby er blot to point fra førstepladsen i Superligaen inden den spændende forårssæson.
Defensivspilleren har været fast mand og en nøglefigur for KV Mechelen i denne sæson.
Læs også: Frederik Alves overvejede klubskifte i sommer: Glad for jeg valgte blive