Brøndbys unge midtbanespiller Mads Beyer har været en spiller i høj kurs, men nu forlader han i stedet klubben på en fri transfer. Jeg er ærgerlig, udtaler han i forbindelse med bruddet.
Forventningerne var enorme til Brøndby-talentet Mads Beyer, for tilbage i 2021 kunne den danske transferjournalist Søren Sorgenfri berette, at den daværende U/17-spiller havde en perlerække af bejlere.
Især i Holland og Italien var der stor interesse for den 15-årige komet, der også var til prøvetræning i både AC Milan og Juventus. Brøndby kunne score 20 millioner kroner, hvis de solgte ham, lød det.
Læs også: Tidligere Vallys-makker flirter med Brøndby på ny
Fire år senere er virkeligheden dog mere dyster for Mads Beyer, hvis kontrakt med Brøndby udløber ved årsskiftet. For den bliver ikke forlænget.
Det bekræfter han over for Tipsbladet.
– Min kontrakt udløber til jul. De har kigget andre veje. Jeg føler, at de har valgt at prioritere anderledes, selv om jeg har trænet godt og præsteret godt til træning, siger han.
Mads Beyer har været ramt af en grim skade i menisken, som holdte ham ude frem til sommer, og han føler ikke, at han har fået den støtte fra de blågule, som han havde håbet på.
– De sagde, at de nok skulle tage god hånd om mig under og efter min skade. Det følte jeg, at de glemte lidt hurtigt. Det har været en lidt ærgerlig beslutning, men jeg har samtidig respekt for den, tilføjer han om bruddet.
Selvom han som bare 15-årig var ombejlet af flere europæiske klubber, må Mads Beyer nu tage til takke med langt mindre.
Han fortæller, at han håber på, at han fra det nye år kan lande en aftale i 1. divisionen eller bunden af Superligaen.
Niveauet er han ikke i tvivl om, han nok skal finde.
Han afslører nemlig i interviewet med Tipsbladet, at han var tæt på at lande en aftale med den italienske klub, Genoa, hvor Mads Frendrup i øjeblikket slår sine folder.
– Inden jeg blev meniskskadet som anden-års U19, var jeg tæt på at lave en aftale med Genoa. Så jeg ved, at jeg har niveauet.
Mads Beyer debuterede aldrig på Brøndbys førstehold.
Læs også: Mathias Kvistgaarden kan være tabt for Brøndby til januar