Brøndby-familien har mistet to medlemmer inden for kort tid, og det har været helt forfærdeligt at opleve, fortæller Mathias Kvistgaarden.
Brøndby er blevet ramt af to tragedier inden for én måned.
Den 18. november tog Brøndby en alt for tidlig afsked med sikkerhedschef Mickel Lauritsen, der pludselig var afgået ved døden.
Søndag den 10. december døde så endnu en profileret medarbejder i Brøndby, da Key Account Manager Kim Frandsen afgik ved døden i en ulykke.
To uforklarlige og hårde tab på kort tid, og Mathias Kvistgaarden lægger ikke skjul på, at det har påvirket Brøndby-truppen meget.
– Det er forfærdeligt. Vi har alle været meget berørte i omklædningsrummet, da vi fik beskeden, siger den 21-årige Brøndby-angriber til Ekstra Bladet.
Læs også: Frygtelig tragedie: Brøndby-medarbejder afgået ved døden
Mathias Kvistgaarden fortæller, at man i Brøndby er meget tæt på alle medarbejdere, og derfor påvirker det også personerne på fodboldbanen, når en person fra kontoret afgår ved døden, som det var tilfældet søndag.
– Kim Frandsen var tæt med os spillere. For her i Brøndby er vi alle tætte. Vi er med dem, der sidder på kontoret. Vi er sammen om tingene. Og alle kender alle. Sådan er det i Brøndby-familien.
Brøndby spillede med sørgebind mod Lyngby og Hvidovre for at mindes Mickel Lauritsen, mens man søndag spillede med sørgebind for at mindes Kim Frandsen.
Læs også: Brøndby mindes Mickel Lauritsen i de kommende to kampe: ‘Hans fravær vil efterlade et dybt savn’