Brøndbys sikkerhedschef Ronnie Kesby fik en ubehagelig overraskelse natten til fredag.
Et familiemedlem til Ronnie Kesby vågnede i nat ved, at det puslede udenfor.
Sekunder forinden var Brøndbys sikkerhedschef og hans familie blevet udsat for hærværk på hjemmeadressen.
Læs også: Avis med markante anklager – Brøndby slår fast: Vil have kriminelle ud af stadion
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisens oplysninger blev der sprøjtet sølvgrå maling ud over facaden på hans hus – vinduer og døre inklusive.
Da Ronnie Kesby blev vækket, var gerningsmanden eller -mændene væk, men malingen var stadig våd, lyder det. Politiet blev hurtigt tilkaldt.
Ekstra Bladet skriver videre, at mistanken går på, at hærværket trækker tråde til hooligan-miljøet.
En talsmand for Brøndby udtaler følgende til avisen:
– Det er fuldstændig uacceptabelt, at vores sikkerhedschefs privatbolig i nat blev udsat for målrettet hærværk, mens familien var hjemme.
Brøndby slår videre fast, at de arbejder sammen med politiet for at finde den eller de, der stod bag hærværket mod klubbens sikkerhedschef.
Ronnie Kiesby har en fortid ved politiet, og han tiltrådte som sikkerhedschef i Brøndby i februar i år.
Læs også: Hooligans angreb AGF-fans og politifolk: ‘Helt uacceptabelt’, siger Vestegns Politi