Brøndby får angiveligt 6,1 millioner kroner for Blás Riveros, som fortsætter karrieren i Talleres de Córdoba.
Brøndby er tæt på at sælge Blás Riveros, hvilket flere sportsjournalister fra Sydamerika onsdag eftermiddag kunne breake på det sociale medie, X.
Læs mere her: Journalister: Brøndby sælger Blás Riveros til argentinsk klub
Nu følger B.T. op med historien om, at Blás Riveros har haft et ønske om at komme tættere på sin familie i Sydamerika, og at Brøndby derfor har været villige til at sælge ham til Talleres de Córdoba.
Endda uden at tjene voldsomt meget på ham.
Men ifølge den sydamerikanske sportsjournalist César Luis Merlo, der har knap 300.000 følgere på X, får Brøndby 900.000 dollars for ham.
Det svarer til rundt regnet seks millioner danske kroner.
Læs også: Medie rapporterer: Brøndby tæt på salg af Kvistgaarden
Blás Riveros havde blot et år tilbage af sin Brøndby-aftale, så set i det lys må beløbet siges at være godkendt, hvis man også tager in mente, at han gerne ville hjem.
Og så betalte Brøndby også kun småmønter for ham tilbage i oktober 2020.
Både Ekstra Bladet og B.T. skrev i den forbindelse, at Brøndby måtte slippe 500.000 kroner i transfersum for den paraguyanske landsholdsspiller.
Blás Riveros er nu på vej mod det argentinske for at underskrive aftalen med Talleres de Córdoba.
En kontrakt, der ifølge César Luis Merlo kommer til at løbe frem til slutningen af 2027.
Opdateret: Efter udgivelsen af denne artikel har Ekstra Bladet berettet om prisen. Ifølge den danske avis får Brøndby cirka 5,5 millioner kroner i transfersum for den paraguayanske venstreback.