Brøndbys offensive profiler har været i høj kurs, men ingen er blevet solgt. Beløbet på de bud, der er indløbet, har simpelthen ikke været høje nok, fortæller Carsten V. Jensen.
Transfervinduet i de største europæiske ligaer klappede i fredag ved midnat, og Brøndby kom helskindet igennem det.
Ingen spillere blev solgt, og derfor står Brøndbys stærkt sportsligt forud for en sæson, hvor klubben skal forsøge at vinde det danske mesterskab.
På rygtebasis blev der ellers meldt om bud på Yuito Suzuki fra Freiburg, bud på Nicolai Vallys fra Mainz og Brest samt et unavngiven tysk bud på Mathias Kvistgaarden.
Brøndby var åbne for at sælge, men det var aldrig aktuelt, for buddene nåede aldrig en størrelsesorden, hvor Carsten V. Jensen følte sig klar til et salg:
– Prisen er ikke landet der, hvor vi mente, at salg ville være tilfredsstillende. Derfor er spillerne stadig ved os. Efterspørgslen og udbuddet – i dette tilfælde prisen – skal mødes, og det har det ikke kunne denne sommer, siger han til Viaplay.
Læs også: Efter rygter om bud: Brøndby skærmer Vallys fra Viaplay
Yuito Suzuki og Mathias Kvistgaarden blev der angiveligt budt omkring 50 millioner kroner på, mens der blev budt en del mindre for Nicolai Vallys.
Det internationale transfervindue er fortsat åbent i blandt andet Holland, Portugal og Belgien, men Brøndbys fodbolddirektør kan ikke forestille sig et salg til de lande.
– Jeg kan ikke forestille mig, at der kommer noget, der er interessant for os fra andre steder (end top 5-ligaerne red.), siger han.
Mathias Kvistgaarden og Yuito Suzuki har begge tre år tilbage af deres aftaler i Brøndby, mens Nicolai Vallys’ aftale udløber et år tidligere.
Læs også: Agent går ‘ret meget i byen’ for at sælge Nicolai Vallys