Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen er meget tilfreds med købet af Filip Bundgaard, som netop er blevet præsenteret i klubben.
Som B.T. rapporterede for kort tid siden, skifter Filip Bundgaard til Brøndby på en aftale frem til sommeren 2028.
Det bekræfter Brøndbys nemlig nu på klubbens hjemmeside, og Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen er svært tilfreds med, at det er lykkes at lande den 19-årige offensivspiller.
Læs også: B.T.: Brøndby har købt Filip Bundgaard i kæmpehandel
I en pressemeddelelse udtaler han:
– Filip er en utrolig talentfuld offensivspiller, som trods sine 19 år allerede er en af de unge profiler i 3F Superligaen. Han har uden tvivl et ekstraordinært talent, som allerede har imponeret i Superligaen, siger fodbolddirektøren.
Carsten V. Jensen fremhæver videre Filip Bundgaards evne til at sætte fart og udfordre, som han mener vil være en perfekt dimension i Brøndbys offensiv.
– Vi er sikre på, at han vil tilføre en ekstra dimension til vores offensive spil, og vi glæder os derfor til at se, hvad fremtiden har i vente for Filip her på Vestegnen.
Filip Bundgaard glæder sig også over skiftet, og han ser frem til at blive en del af et offensivt hold.
– Mit skifte til Brøndby IF er et vigtigt skridt i min karriere. Jeg kommer til Brøndby IF for at arbejde hårdt og bidrage med alt, hvad jeg har. Den dynamiske og offensive tilgang til fodbold, som Brøndby IF viser hver weekend, vil jeg gerne bidrage til, og at få muligheden for at spille sammen med nogle af de mange erfarne og talentfulde spillere i Brøndby IF er noget, jeg ser virkelig frem til, udtaler han.
Filip Bundgaard, der menes at koste Brøndby 22,5 millioner kroner, drager lørdag til Portugal for at tilslutte sig resten af truppen.
Læs også: Brøndby skal nærme sig egen transferrekord for Filip Bundgaard