Alt med Brøndby har interesse, siger Daniel Agger, der er ledig på markedet. Brøndby leder fra sommer efter en ny assistenttræner, efter Martin Retov er blevet præsenteret i AC Horsens.
Daniel Agger stoppede som cheftræner for HB Køge sidste sommer, og han har været uden klub siden bruddet med NordicBet Liga-mandskabet.
Men den tidligere Brøndby-stjerne fortæller i et interview med Bold, at han da har fået nogle tilbud, siden han stoppede i HB Køge.
Læs også: Officielt: Martin Retov forlader Brøndby efter sæsonen
Nogle tilbud, som han også overvejer.
– Der har været forskellige ting, som jeg selvfølgelig overvejer, og det kunne godt være, at der ikke går så lang tid, før der sker noget nyt, siger Daniel Agger til fodboldmediet.
På Vestegnen har Daniel Agger tidligere haft stor succes, og fra sommer står Brøndby uden en assistenttræner, efter Martin Retov er blevet præsenteret som cheftræner i AC Horsens.
Læs også: Retov fik gunstige vilkår med ny kontrakt: ‘Brøndby gik med til at gøre det på min måde’
Derfor er det nærliggende at lave koblingen mellem Brøndby og den 39-årige tidligere Brøndby-profil, og det er ikke et urealistisk scenarie.
Daniel Agger udtaler til Bold, at alt med Brøndby har interesse.
– Alt med Brøndby har interesse. Det er min klub, og det er et fantastisk sted. Men om det lige er det rigtige nu, ved jeg ikke, siger han om et muligt gensyn med Brøndby.
Daniel Agger stoppede sin aktive fodboldkarriere i Brøndby i 2016, efter han var vendt retur til klubben efter mere end otte og et halvt år i Premier League-klubben Liverpool.
Daniel Agger nåede i alt 86 kampe i den gule trøje.
Læs også: CV stikker tilbage: Vil gerne gentage det for Prins Knud og Claus Steinlein