Daniel Wass har ikke været udtaget til det danske landshold siden blamagen i Qatar, men han har endnu ikke selv lagt landsholdet bag sig. Han føler fortsat, at han kan begå sig i den røde trøje, siger han.
Daniel Wass har spillet 44 kampe for det danske landshold, men det lader til, at den rutinerede midtbanespiller har spillet sin sidste.
Brøndby-profilen blev udtaget til VM-slutrunden mod Qatar i 2022, men han fik ikke et eneste minut i en nærmest historisk dårlig slutrunde for det danske landshold.
Læs også: Daniel Agger flirter med comeback til Brøndby IF
Efter slutrunden blev Daniel Wass vraget fra truppen, og selvom han er en stor profil i Superligaen, har han ikke umiddelbart været tæt på et comeback i rødt og hvidt.
Men selv føler den 34-årige midtbanespiller, at han er god nok til fortsat at kunne tørne ud i nationaldragten.
– Jeg føler, at jeg har bevist, jeg stadig har niveauet til at spille på landsholdet, siger han ifølge Bold.
Efter skuffelsen ved VM har det været meget sparsomt med informationer fra Kasper Hjulmand om, hvor Daniel Wass står i landsholdshierakiet.
Faktisk har der ikke været nogen kommunikation.
– Nej, der har ikke været nogen kommunikation med landstræneren siden VM, hævder Daniel Wass, der i interviewet med Bold også bliver spurgt, om han stadig gerne vil tørne ud for Danmark.
– Ingen i Danmark siger nej til at spille på landsholdet, tilføjer han.
Daniel Wass spillede sin seneste landskamp mod Kroatien i efteråret et par måneder før den skuffende VM-slutrunde i Qatar.
Den nu forhenværende landsholdsspiller kom til Brøndby i sommeren 2022, og han har kontrakt på Vestegnen frem til sommeren 2025.
Læs også: Hermansen fortæller om Brøndby-skifte: Benene blev slået væk under mig