Fodboldens Disciplinærinstans kender ikke til den interne straf, som Brøndby har givet de to gerningsmænd, der kastede kanonslag mod Silkeborgs udebaneafsnit.
Brøndby har identificeret og straffet de to gerningsmænd, der i grundspillets sidste kamp mod Silkeborg kastede to kanonslag ind i gæsternes udebaneafsnit.
De fik en længerevarende karantæne, som det blev formuleret på klubbens hjemmeside.
Læs også: Kanonslag mod SIF-fans: Brøndby har fundet begge gerningsmænd – Tildelt lange karantæner
Hvor lang karantænen er, valgte Brøndby ikke at oplyse, og derfor var det en kende opsigtsvækkende, da Fodboldens Disciplinærinstans tidligere fredag oplyste følgende:
– Fodboldens Disciplinærinstans bemærker, at Brøndby IF offentligt har oplyst, at de to gerningsmænd er identificeret af Brøndby IF og er tildelt to års karantæne.
Nu trækker de så i land.
Over for Bold afviser de at have kendskab til længden, som ellers formuleret i den kendelse, de offentliggjorde fredag, hvor de også tildelte Brøndby en bøde på 200.000 kroner.
Fodboldens Disciplinærinstans er nu ved at rette kendelsen, så det ikke længere fremgår, hvor lang karantæne de to Brøndby-tilhængere har fået for ugerningen.
Læs også: Brøndby straffes med bøde efter kanonslag mod SIF-udebaneafsnit