Der var ingen slinger i valsen for Brøndby, der søndag eftermiddag satte Hvidovre på plads. Marko Divkovic scorede blandt andet et flot mål, mens også Yuito Suzuki kom på måltavlen.
Brøndby gæstede søndag eftermiddag Hvidovre i et vaskeægte Vestegnsderby, hvor Jesper Sørensen og co. var storfavoritter til at tage fra opgøret med tre point.
Den favoritværdigheden levede de til fulde op til.
Brøndby havde et par store muligheder i kampens begyndelse, og der skulle også kun gå 10 minutter før netmaskerne blafrede for første gang.
Læs også: Tre skadesfravær i Brøndbys trup til lokalbrag mod Hvidovre
Marko Divkovic modtog bolden i feltet, og fra en spids vinkel kanonerede den kroatiske venstreback kuglen op i netmaskerne til Brøndby-føring.
De blå/gule havde flere store muligheder for at udbygge føringen i første halvleg, men det var først i begyndelsen af anden halvleg, at Brøndby fik sat 0-2-scoringen ind.
Mathias Kvistgaarden steg til vejrs og headede et perfekt Marko Divkovic-hjørnespark i kassen.
Kort før tid blev det også 0-3, da indskiftede Håkon Evjen fandt en anden indskifter i Yuito Suzuki, der let og elegant lagde kuglen ind bag en fremadstormende Filip Djukic i Hvidovre-buret.
Brøndby fik dermed tre sikre point og avancerer to pladser i tabellen, så man nu er ny nummer to i Superligaen. Kun ét point fra FC København på førstepladsen.
Læs også: Hvidovre-boss stod med gylden mulighed for at hente Nicolai Vallys i Skovshoved