Marko Divkovic måtte udgå af torsdagens pokalbrag med et trykket ribben, fortæller cheftræner Jesper Sørensen, der ikke ønskede at tage nogle chancer med den kroatiske wingback.
Marko Divkovic har været flyvende for Brøndby i denne sæson, og derfor holdte alle i og omkring Brøndby også vejret, da wingbacken måtte udgå af torsdagens pokalkamp mod Randers.
Kroaten faldt til jorden efter en duel, og han havde efterfølgende svært ved at trække vejret ordentligt, fortalte Jesper Sørensen umiddelbart efter kampen til TV3+.
Læs også: Brøndby krigede sejren hjem – Videre i pokalturneringen
– Han havde ondt og kunne ikke få vejret. Det gjorde i hvert fald ondt, når han skulle trække vejret, og så tog vi ham selvfølgelig ud, siger cheftræneren.
Jesper Sørensen har fået fortalt af den lægelige stab, at der er tale om et trykket ribben, men meget mere ved han ikke på nuværende tidspunkt.
– Det er ikke alvorligt, men det er selvfølgelig alvorligt nok til, at det kan tage noget tid.
Brøndby vandt torsdagens pokalkamp med 1-0 på en scoring fra Yuito Suzuki.
De blå/gule møder mandag aften AGF i Superligaen, og det må formodes at kroaten er stærkt tvivlsom til opgøret.
Netop AGF er også modstanderen for Brøndby i kvartfinalen af Oddset Pokalen, hvilket du kan læse om her.
Læs også: Divkovic øjner sit første trofæ nogensinde: Vil være fantastisk