Riza Durmisi er meget utilfreds med det interview, der fredag eftermiddag blev offentliggjort, hvor han angiveligt skulle have udtalt, at Brøndby ikke længere er hans favoritklub. Den tidligere Brøndby-spiller var i chok, da han læste interviewet, og han føler sig groft fejlciteret.
Fredag eftermiddag blev et polsk interview med Riza Durmisi citeret vidt og bredt i den danske presse, efter venstrebacken skulle have udtalt sig i yderst negative vendinger om sin tidligere klub, Brøndby IF.
– Det var min favoritklub, men ikke længere. Du har læst artiklerne, så du ved, hvad der skete dengang. Det var min yndlingsklub. Jeg har været der i mange år. Jeg spillede for dem af hele mit hjerte, men alt har ændret sig siden da, er han citeret for at sige til det polske medie, Goal.pl.
Læs også: Riza Durmisi på prøve i Kowalczyks tidligere klub
Interviewet skete få dage efter hans nylige skifte til den polske klub, LKS Lodz, og han udtalte ifølge det polske medie også, at han ikke ville spille for Brøndby, om han så fik 75 millioner kroner for det.
Men den 30-årige venstreback erklærer sig stærkt utilfreds med interviewet, som ifølge ham er blevet fejlciteret og fejlfortolket.
– De har taget mit svar ud af en kontekst. Det var ikke sådan, det skulle forstås. Jeg svarede, at når jeg først committer mig til noget, så er der ikke nogen penge i verden, der skal ændre på det, siger Riza Durmisi i et interview med B.T.
Ifølge Riza Durmisi var journalisten dårlig til engelsk, og han håber, at de vil bringe den oprindelige lydfil, så alle misforståelser kan blive manet til jorden.
Den tidligere Brøndby- og nuværende LKS Lodz-spiller fortæller, at klubbens polske pressechef var rasende over den journalist, der udførte interviewet.
– Vores pressechef var der, da vi lavede interviewet, og hun er rasende nu, fordi i den polske version spiller det, men i den version, som den polske journalist har sendt til Danmark, der er alt vendt op og ned, som det passede ham. Men sådan noget sker uheldigvis, når han ikke kunne et gram engelsk
Riza Durmisi slutter interviewet af med at slå fast, at Brøndby betyder rigtig meget for ham, og at han derfor fik et chok, da han læste sætninger som, at Brøndby ikke længere er hans klub.
Læs også: Frendrup: Ikke sjovt at komme til træning – Havde bare lyst til at tage hjem til Brøndby