Lejesvenden Emmanuel Yeboah skal formentlig ikke forvente meget spilletid i Vejle B i den kommende halvsæson, efter klubben på få dage har hentet to angribere.
Forventningerne var høje til Emmanuel Yeboah, da Brøndby i sommeren 2023 kastede et tocfiret millionbeløb efter den ghanesiske angriber.
”99 ideas” kaldte han sig selv, da han blev præsenteret på Vestegnen, men de mange idéer glemte han formentlig i rygsækken i CFR Cluj i Rumænien, hvorfra man hentede ham.
Læs også: Officielt: Yeboah udlejes til Vejle
Det har nemlig været yderst sparsomt med succesen for den nu 21-årige angriber, der for et halvt år siden blev udlejet til Vejle.
Den unge angriber spillede fuldtid i de sidste to kampe af efterårssæsonen for Superligaens bundprop, men ellers blev det kun til sporadiske indhop, og der kom heller ingen mål fra hans støvler.
Forårssæsonen bliver næppe mere gunstig for den Brøndby-ejede angriber. Vejle B har nemlig oprustet markant på angriberpositionen.
Først bekræftede de tilgangen af den 25-årige hollænder Jelle Duin, mens de søndag aften kunne offentliggøre, at German Onugkha vender retur.
Emmanuel Yeboah blev hentet til Vejle netop for at afløse German Onugkha, men nu er den tidligere Vejle-topscorer tilbage i Nørreskoven.
Det efterlader Brøndby-lejesvenden med minimale muligheder for spilletid i foråret, og derfor er spørgsmålet, om Benjamin Schmedes vil forsøge at kalde ham retur til Vestegnen inden vinterens transfervindue lukker den 3. februar.
Læs også: Ingen købsoption i Yeboah-aftale: Stor rumænsk interesse