Clement Bischoff har lov til at være skuffet over, at hans skifte til Brighton gik i vasken, mener Frederik Birk, der dog har set en topmotiveret, ung mand på træningsbanen i Brøndby.
Clement Bischoff var tæt på et skifte, som kun de færreste kan drømme om.
Den 19-årige Brøndby-spiller rejste til England med den forventning, at han skulle sætte sin signatur på en fem-årig aftale med Brighton, som angiveligt havde fået accepteret et bud fra Brøndby.
Læs også: Vild udvikling: Clement Bischoff-skifte kollapser pga. uenighed
Efter to døgn i det sydlige England rejste han hjem uden en kontrakt. Ifølge Tipsbladet skyldes det, at der var nogle personlige detaljer i kontrakten, der blev ændret i sidste øjeblik.
Nu er han så tilbage på Vestegnen – som Brøndby-spiller, og han har alle grunde til at være skuffet, mener Frederik Birk, da han giver interview til blandt andet Tipsbladet.
– Jeg tror ikke, at der er nogle mennesker, der ikke vil møde ham i, at skuffelsen vil være stor, hvis han havde sat næsen op efter et skifte. Så det vil jeg udmærket godt kunne forstå. Det har jeg også været opmærksom på, men han har været topmotiveret, siger Brøndby-cheftræneren.
Frederik Birk beretter dog om en Clement Bischoff, der har været topmotiveret på træningsbanen i Brøndby, og derfor er Brøndby-cheftræneren sikker på, at teenageren nok skal ryste skuffelsen af sig.
Brøndby og Brighton var angiveligt enige om en transfer, der kunne ramme hele 75 millioner kroner, hvis en række bonusser blev opfyldt.
Clement Bischoff og Brøndby har papir på hinanden frem til sommeren 2026.
Dribleren sidder i øvrigt over, når Brøndby fredag åbner forårssæsonen i Superligaen, da han afsoner en karantæne.
Læs også: Stor videresalgsklausul og lette bonusser: Her ender prisen på Clement Bischoff