Nicolai Vallys er blevet kåret som Efterårets Profil i Superligaen, og Brøndby-profilen fik også stemmer fra samtlige af Superligaens trænere. Ja, lige undtagen Jesper Sørensen, som ikke måtte stemme på sine egne spillere.
Nicolai Vallys er ikke kun en stjerne set med Brøndby-briller. Det er han også med Superliga-briller, og torsdag fik han en fornem hæder for sit eminente efterår.
Den 27-årige offensivspiller er nemlig blevet kåret til Efterårets Profil i Tipsbladets store kåring, hvor samtlige Superliga-trænere har stemt på de spillere, som de mener har udmærket sig særligt i denne sæson.
Læs også: Skandale-VAR: ‘Det er en joke!’
Nicolai Vallys vandt foran FC Københavns Rasmus Falk og Silkeborg Alexander Lind, og Brøndby-profilen glæder sig over kåringen – og især det faktum, at det er Superliga-trænerne, der har stemt hans navn på den øverste podieplads.
– Det er selvfølgelig en fed anerkendelse, når det er de andre trænere, der har stemt. Det er noget, som betyder noget. At vide, at det er trænerne fra de hold, som rent faktisk spiller imod mig, der roser mig. Det er selvfølgelig stort, siger han til Tipsbladet.
Nicolai Vallys fik også stemmer fra samtlige trænere i Superligaen – blandt andet fra FC Københavns Jacob Neestrup, som gav ham det maksimale antal point. Også FC Nordsjællands Johannes Hoff Thorup og FC Midtjyllands Thomas Thomasberg gav ham de maksimale fem point.
Læs også: Medie afslører: Brøndby tæt på første vinter-transfer
Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen måtte ikke stemme på sine egne spillere, og han gav i stedet top-karakterere til de spillere, der skulle vise sig at blive Nicolai Vallys’ største konkurrenter til titlen.
Rasmus Falk fik fem point, mens Alexander Lind fik fire point. Tre point blev givet til Kamil Grabara, mens Patrick Mortensen og Roony Bardghji også var på Jesper Sørensens liste over efterårets profiler i Superligaen.
Brøndbys midtbanespiller Daniel Wass har også præsteret på et højt niveau i denne sæson, men han høstede ikke mange stemmer. Den 34-årige dansker hentede blot fem point – og de kom fra samme mand.
Lyngbys cheftræner Freyr Alexandersson mente nemlig, at den tidligere danske landsholdsspiller fortjente titlen som Efterårets Profil.
– Han har fundet melodien og viser hver runde, at han har internationalt topniveau. Med sit unikke blik for spillet, kvalitet og lederevne har han været måske den vigtigste spiller i at gøre Brøndby til en mesterskabsbejler i denne sæson, lyder de begrundende ord fra Lyngby-cheftræneren til Tipsbladet.
Læs også: Rygtebørsen: Chukwuani kan have mundtlig aftale med Brøndby