Martin Ericsson fortæller, at han ikke tænker på det faktum, at han for år tilbage hev Brøndby i retten. Svenskeren bliver rygtet til de blågule som sportschef.
Aftonbladet berettede onsdag aften, at Brøndby overvejer at hente Martin Ericsson ind som klubbens nye sportschef.
Dén Martin Ericsson, som spillede mere end 100 kampe for Brøndby i perioden fra 2006 til 2009, og som også stævnede klubben i en speget sag.
Læs også: Forstår ingenting af karantæne-tvist: ‘Hvad foregår der?’
År efter sit skifte væk fra Brøndby hev Martin Ericsson nemlig klubben i retten i en sag om manglende udbetaling af feriepenge og pension.
Brøndby var dog stærkt utilfredse med svenskerens ageren, da Martin Svensson ifølge klubben underskrev et papir, hvor han fravalgte den normale pensionsordning for i stedet at få en lønstigning på 4,8 procent.
Det var mere fordelagtigt for ham, fordi han så kunne få nogle skattefordele.
Læs også: Aftonbladet: Tidligere Brøndby-svensker kan blive ny sportschef på Vestegnen
Derfor følte Brøndby, at de blev stævnet for at betale nogle penge, som de allerede havde betalt i ekstra løn.
Svenskeren havde dog juraen på sin side og vandt sagen i retten, hvilket fik daværende direktør Tommy Håkansson til at lange kraftigt ud efter den daværende midtbanemand i et interview med Ekstra Bladet.
– Martin Ericsson gjorde det klart for os, at han ikke ønskede udbetalt pension i forbindelse med sin løn, hvis han skulle spille hos os. Han ville have beløbet udbetalt som en 4,8 procent lønstigning på sin månedlige bruttoløn. Han stillede krav om at få det sådan, hvis han skulle skrive kontrakt med os, sagde han, hvorefter han kaldte ham ”grådig”.
Den sag er Martin Ericsson blevet spurgt ind til i kølvandet på, at han nu bliver rygtet tilbage til Vestegnen som sportschef. Men det bruger han ikke meget tid på at fundere over.
– Jeg har svært ved at kommentere så meget på det. Det bliver mærkeligt. Jeg kan ikke kommentere på det, siger han til Fotbollskanalen, mens han tilføjer:
– Det er noget, jeg ikke har reflekteret over i mange år.
Martin Ericsson, der i dag er sportschef i BK Häcken, fortæller videre, at han ikke har været i kontakt med Brøndby om jobbet, som Aftonbladet ellers erfarer.
Læs også: Risikofyldt Brøndby-strategi: ”Giver det en chance i to-tre år”