B.T.’s transferguru Farzam Abolhosseini fortæller, at Randers FC og Brøndby IF er i dialog om en transfer af Filip Bundgaard, der angiveligt selv ønsker skiftet til Vestegnen.
Brøndby lurer på et stort scoop på transfervinduets sidste dag, for klubben ønsker at købe Filip Bundgaard fri af kontrakten med Randers.
bold.dk rapporterede tidligere på dagen, at Brøndby havde afgivet et bud på Randers-teenageren, men kronjyderne havde ikke accepteret det. De ønskede et højere beløb.
Læs også: Brøndby lurer fortsat: Bundgaard til møde med agent på Deadline Day
Senere kunne selvsamme medie afsløre, at Filip Bundgaard og agent Ebbe Sand var blevet spottet ved Cepheus Park for at holde møde med Randers-direktør Søren Pedersen.
Og ja, så kunne to og to lægges sammen.
Der begyndte at røre noget på sig omkring Filip Bundgaard, og ifølge transferguruen Farzam Abolhosseini er den god nok.
Randers-profil ønsker at skifte til Brøndby, afslører han i B.T.’s liveudsendelse på Deadline Day.
– Spilleren vil rigtig, rigtig gerne til Brøndby. Det er der ikke nogen tvivl om, siger han.
Om den unge offensivspiller i disse timer presser Randers mod et salg til Brøndby, melder han intet om, men der snakkes frem og tilbage mellem klubberne, rapporterer han.
Der er ikke et endeligt gennembrud mellem klubberne – endnu, men det kan komme, for spilleren har givet grønt lys til skiftet, så nu mangler Brøndby og Randers at blive enige om en overgangssum.
Ender Filip Bundgaard i Brøndby vil det være en af Superliga-historiens største interne handler, for Randers kræver over 20 millioner kroner for teenageren, der har kontrakt frem til sommeren 2026.
Transfervinduet lukker ved midnat.
Læs også: Brøndby skræmt af voldsomt Alexander Lind-prisskilt