FC Nordsjællands cheftræner Jens Olsen fortæller, at man overvejer, om man skal indgive en protest efter det kontroversielle Brøndby-mål søndag aften.
– Det er en kæmpe frustration, siger FC Nordsjællands cheftræner Jens Olsen om det mål, Mathias Kvistgaarden fik anerkendt søndag aften.
Kampens dommer Lasse Graagaard havde nemlig fløjtet, inden kuglen gik i kassen, og derfor var FC Nordsjællands spillere og trænerstab rasende.
Læs også: Brøndbytruppen offentliggjort: Ingen Jacob Rasmussen
Efter opgøret fastholder Farum-klubbens cheftræner Jens Olsen sin frustration.
– Man kan se, at han har fløjten i munden i lang tid. Han har jo også fløjtet af, og man kan se nogle, der stopper. Jeg vender mig også om, fordi han har fløjtet. Det er uforståeligt, siger FC Nordsjælland-træneren til TV2 Sport.
Men hvad så nu?
Læs også: Daniel Wass før FCN: Vi kommer med en masse selvtillid
TV2’s fodboldekspert David Nielsen mener, at FC Nordsjælland bør nedlægge protest, og han er overbevist om, at de har en rigtig, rigtig god sag.
Om FC Nordsjælland vil tage den skridtet videre, har man endnu ikke besluttet.
– Vi vil se på, om det skal have en form for efterspil, siger Jens Olsen uden at ville gå nærmere ind i det.
Han fortæller, at man kortvarigt har diskuteret situationen, men at man ikke har yderligere kommentarer i øjeblikket.
Opgøret endte 1-1.
Læs også: Bolden i mål efter fløjt: David Nielsen opfordrer FCN til at nedlægge protest