Brøndbys nytilkomne offensivspiller Filip Bundgaard fortæller, at han er i god fysisk form, og derfor er der udsigt til kampminutter i Atlantic Cup.
Brøndby hentede en stor forstærkning på transfervinduets sidste dag den 1. februar, da man betalte 22 millioner kroner for at få fingrene i Filip Bundgaards underskrift.
Den 19-årige nu forhenværende Randers-spiller tilsluttede sig lørdag sin nye arbejdsgiver på træningslejren i Portugal, hvor man er deltagende ved Atlantic Cup.
Læs også: Farzam Abolhosseini: Filip Bundgaard vil til Brøndby
Filip Bundgaard havde en god første dag, hvor han også kom på træningsbanen, inden han kunne overvære Brøndby sikre sig en 2-1-sejr over Real Salt Lake.
Den unge midtbanespiller forventer selv at komme i spil i en af de kommende kampe mod FC København og IFK Göteborg ved den portugisiske træningsturnering.
– Jeg ankommer i rigtig fin form. Jeg har været i gang i en måneds tid i Randers, så min fysiske forfatning er helt fin. Så man kan godt forvente, at jeg kommer til at spille nogle kampe ved Atlantic Cup, siger han i et interview med Brøndby TV.
Læs også: B.T.: Brøndby har købt Filip Bundgaard i kæmpehandel
Filip Bundgaard har på trods af sin unge alder allerede spillet 87 førsteholdskampe for Randers, og derfor er han ikke en ukendt skikkelse for Superligafans.
I interviewet med Brøndby TV beskriver han sig som teknisk stærk, en god afslutter, god én mod én, mens han positionerer sig som offensiv midtbanespiller som såkaldt 10’er.
Teenageren fortæller også, at Brøndbytruppen ikke er helt fremmed for ham. For udover at han kender en række spillere fra Superligaen, så har han også spillet på hold med tre af de nuværende Brøndbyspillere.
– Det betyder noget, at jeg allerede kender nogle. Jeg kender Greve, som jeg spillede med i Randers. Kvistgaarden har jeg spillet på U/21-landsholdet med, og Schwartau har jeg også spillet med. Jeg føler mig allerede meget velkommen og som en del af truppen, fortsætter han.
Du kan høre flere ord fra Brøndbys nye signing på Brøndby TV her.
Læs også: Brøndby-boss bekræfter: Overvejer Patrick Pentz-køb